Studerende vælger at blive i udlandet

Studerende vælger at blive i udlandet

Omkring halvdelen af alle de studerende som vælger at læse i udlandet vender ikke hjem til Danmark igen efter 2 år. Det viser en undersøgelse som SU-styrelsen har udarbejdet.
SU-styrelsen har udarbejdet undersøgelsen med tal fra studerende som afsluttede deres uddannelse i udlandet i 2003. Her viser tallene at 46% af de studerende stadigvæk er bosat i udlandet. Formanden for Rektorkollegiet, Jens Oddershede, SDU, kalder det for "statsfinansieret hjerneflugt" og vurderer, at tallet vil vokse i de kommende år, fordi regeringen fra i år har gjort det muligt at finansiere sin udenlandske uddannelse med det taxametertilskud, der ellers ville være gået til et dansk universitet. Videnskabsminister Helge Sander (V) mener dog ikke, at SU-styrelsens undersøgelse er foruroligende. Sander peger på, at der også kommer flere studerende til Danmark. Og han kan ikke se nogen vej uden om den nye taxameterlov. "Danmark har ikke en chance, hvis ikke vi spiller offensivt ud. Den nye lov om taxametertilskuddet er en af de måder, vi vil tage globaliseringen alvorligt på" siger Helge Sander, som bliver bakket op af Anders Geertsen, direktør i CIRIUS, en statslig styrelse for internationaliseringer af uddannelser. "Det er en generøs ordning, men det er det rigtige at gøre, for det er en god måde at tackle den globale udfordring på. Og selv om der er nogle, der bliver, så er det ikke kun negativt. De er stadig gode ambassadører for Danmark i udlandet" siger han. Kilde: Altinget.dk