Studerende tager på jagt som aldrig før

Studerende tager på jagt som aldrig før

Studerende omtales typisk som unge, der bruger mange timer hver dag med snuden i bøgerne og øjnene fastgjort på en computerskærm. Sådan er det også at være studerende i et vist omfang, men når forelæsningen er ovre, viser det sig altså, at flere og flere unge trækker i jagttøjet og begiver sig ud i naturen med jagttegnet i lommen og geværet over skulderen. Det er nemlig blevet populært blandt studerende at gå på jagt som hobby. Det er ikke svært at forstå, hvorfor de studerende er vilde med jagt – det giver mad på bordet, nye fællesskaber og dejlige naturoplevelser.

 

Jagt er blevet moderne 

Det er blevet moderne at gå på jagt. Dét, at man selv kan nedlægge og tilberede et stykke vildt, er blevet meget velset i vores tider, fordi man ved, at dyrene er sunde, og tanken, om at man selv kan putte mad på bordet, er da også en af dem, der tiltaler mange jægere. Man behøver blot tænde for DR for at se, hvor fedt jagt kan være, når de sender Nak & Æd, hvor seeren tages rundt i hele landet og introduceres for, hvordan man jager og tilbereder diverse dyr. 

Endnu en grund til, at jagt har vundet indpas hos de studerende, er, at det er moderne at være god til noget. At kunne noget. Når man har jagttegn og kan gå på jagt, har man et bevis for, at man kan noget, da jagttegnet ikke bare kommer af sig selv. Det er et bevis for, at man kan skyde og kender teorien bag. Jagt har hidtil ikke været så udbredt og slet ikke blandt unge, så det er ret unikt for unge mennesker at have talent og passion inden for jagt.

 

Fuglefløjt og fællesskab 

Når en jæger går på jagt, er det ikke kun for at mærke suset, når kuglen rammer dyret helt perfekt. Det er også for at opleve den skønne, danske natur. Som jæger kommer man nemlig helt tæt på naturen og dyrelivet, og for studerende, der til daglig bruger mange timer på skolebænken, kan det være meget befriende at komme ud i naturen og få frisk luft i lungerne og skovbund under sålerne. 

Med et jagttegn og interessen for jagt følger der som regel også et fællesskab. På fællesjagt bliver der nemlig fortalt røverhistorier og anekdoter fra gamle dage hen over frokosten, når der bliver holdt pause fra at jage. Når man samles med folk, der er passionerede om det samme som én selv, opstår der ofte en helt speciel stemning, og den er også at mærke, når man går på fællesjagt. Som ung jæger vil man også helt sikkert kunne få en masse tips fra de mere garvede jæger.

 

Unge jægere bliver flere og flere 

Det har tidligere været sådan, at jagt var en tradition, der gik fra generation til generation. Hvis ens far eller farfar var jæger, så blev man også selv. Denne tendens ser man stadig i dag, men flere og flere tager også jagttegn, fordi deres venner gør, eller blot fordi de har en interesse i naturen og dyrene. På blot tre år fra 2008 til 2011 steg antallet af unge jægere i alderen 16-19 år med 68 procent, hvilket vidner om, at flere og flere studerende tager jagttegn og supplerer studiet med jagt-hobbyen.