Studerende med en iværksætter i maven?
Global Entrepreneurship Week 2015 i uge 47 er spækket med arrangementer og events, der klæder dig på til at starte egen virksomhed.
Global Entrepreneurship Week er hele landets iværksætteruge, der sætter fokus på at fremme og udvikle iværksætterlysten hos danskerne. Ugen finder sted fra den 16. til den 22. november og skal generere nye idéer til vækst og hjælpe iværksættere med at danne netværk.
Iværksætterevents for studerende
I år har ugen særligt fokus på fremtidens iværksættere; elever, studerende og unge under 30 år, der tør handle på drømme og gode ideer.
Derfor er der et væld af spændende arrangementer, webinarer og netværksmøder for netop den målgruppe på programmet på Sjælland, Fyn og i Jylland.
Bliv inspireret
Uanset om du allerede er i gang med at udvikle din egen virksomhed eller du bare går og drømmer om at blive din egen chef, har du mulighed for at blive inspireret under Global Entrepreneurship Week.
Du kan høre om, hvordan du går fra idé til forretning, hoppe på iværksættersafari i København, lære om det perfekte pitch af din idé og tage til iværksætter-fredagsbar i Århus, hvor der udveksles erfaringer og visitkort over en kold øl.
I eventkalenderen på www.gew.dk kan du søge dig frem til lige netop det arrangement, der kan inspirere dig og gøre dig klar til at tage springet.