Studerende bruger sommerferien til at undgå fejl i sundhedsvæsenet
Hver fjerde patient kommer ud for en skade under sygehusindlæggelser, men nu vil en række studerende fra sundhedsuddannelser gøre deres til, at det tal fremover bliver mindre. Derfor bruger de studerende bruger to uger af deres sommerferie på at deltage i et kursus i patientsikkerhed, som Aalborg Universitet afholder sammen med Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Studerende for Sikre Patienter.
Et hold studerende fra sundhedsfaglige uddannelser har valgt at afsætte 14 dage af deres sommerferie til at lære, hvordan de kan være med til at forebygge fejl i sundhedsvæsenet. Det er et kendt fænomen, at patienter i stort tal udsættes for utilsigtede hændelser og skader, fx medicinfejl, sygehusinfektioner, tryksår eller fejl i forbindelse med kirurgiske operationer. Men fejlene kan i vidt omfang undgås, og der er en række forskellige arbejdsgange og teknikker til at forbedre patientsikkerheden.
- Vi har længe efterlyst, at patientsikkerhed bliver en fast og obligatorisk del af de sundhedsfaglige uddannelser. Men der undervises fortsat kun sporadisk i emnet, og for at råde bod på manglerne har vi valgt at sammensætte dette uddannelsesforløb. Det er fantastisk, at der er et hold af engagerede studerende, der har valgt at bruge deres sommerferie på at lære mere om emnet, siger Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Det er første gang, der afholdes Summer School i emnet patientsikkerhed. Undervisningen er arrangeret i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Dansk Selskab for Patientsikkerhed (DSFP) og Studerende for Sikre Patienter (SFSP). Kurset er udbudt i hele Norden, og der er studerende fra Danmark, Sverige og Norge. De fleste af deltagerne kommer fra læge-, sygeplejerske-, folkesundhedsvidenskab-, farmaciuddannelserne og fra uddannelsen ”medicin med industriel specialisering” på Aalborg Universitet.
- Deltagerne har hurtigt fundet sammen i projektgrupper på tværs af deres uddannelsesmæssige og geografiske baggrund, så jeg ser frem til nogle meget spændende og nytænkende projekter, siger Pia Elberg, der er projektkoordinator på sommerskolen og studielektor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
På den to uger lange uddannelse kan de studerende blandt andet lære at forebygge fejl og utilsigtede hændelser, at kommunikere klart og tydeligt i akutte og kritiske situationer og at inddrage patienter og pårørende som ressourcepersoner.
Summer School’en foregår på Aalborg Universitet (Fredrik Bajers Vej 7, 9220 Aalborg Øst) den 6. – 17. august 2012. Underviserne er højt kvalificerede eksperter i patientsikkerhed fra Danmark og Norge.