Strandguide til København og omegn.

Strandguide til København og omegn.

Når nu en lang sommer står for døren, er det oplagt at tage en dukkert i havet, eller hvis man er i byen, i et havnebad.
Derfor byder vi her på en liste over bademuligheder i Københavnsområdet. Helt centralt i København ligger de to havnebade; Havnebadet på Islands Brygge og Havnebadet ved Fisketorvet som ligeledes kaldes Copencabana. Havnebad Islands Brygge er i alt fem bassiner, hvoraf to af dem, er til børn. I alt er der plads til 600 badegæster. Copencabana er derimod opbygget af et antal flydebroer, i alt 650 kvm, som i form af et rektangel, indrammer anlæggets tre bassiner: Børnebassinet, Springbassinet og Motionsbassinet. På Docken kan man nyde de 150 kubikmeter sand, med udsigt over Øresund. Stedet er henvendt til unge og det lidt ældre publikum idet der ofte spilles musik og serveres drinks. Stedet er således blevet et poulært feststed, i det nyhippe Nyhavn i rigtig Luftkastelletstil. Endelig er der den velkendte Bellevue Strand. ”Fluepapiret” som det også kaldes, er stedet for unge mennesker, og er, som navnet antyder, ofte tætpakket. Dog er det et stort plus, at Dyrehaven og Bakken ligger lige om hjørnet. En anden gammel velkendt strand er Amager Strandpark der blev grundlagt helt tilbage i 1934. Den ligger bare ca. 15 minutters cykelafstand fra centrum og er derfor ofte fyldt godt op om sommeren. For få år siden fik Strandparken et flot nyt design, med en lagune, en kunstig ø, og en pynt hvor man kan dykke. Den nye ø er opdelt, så den nordlige ø er formet som et landskab med klitter, mens den sydlige del er anlagt som park. Desuden betyder det flade vand ud for Amager Strandpark, at også mange windsurfere tiltrækkes, og i havnen holder en af landets største sejlkubber til. Ved øens nordlige del er badeanstalten Helgoland desuden genopført. Hvis man derimod er klar til at køre lidt længere for at finde mere fred og ønsker at der er længere mellem gæsterne, er der et væld af muligheder. F.eks. byder Furesøen på hele tre fine friluftsbade. Udover Frederiksdal Fribad, der holder til i Furesøens sydøstlige ende, er der også Furesøbadet i søens vestligste ende ud mod Farum og endelig Kinabugtens Badeanlæg nedenfor Næsseslottet i Furesøens nordlige ende. Taarbæk Strand er ligeledes en lille og ugeneret strand der har plads mellem gæsterne, men må dog siges at være en middelmådig strand. Hvis man tager længere nordpå er der ligeledes flere muligheder. Mellem Helsingør og Hundested er der masser af gode og lækre bademuligheder. De mest populære steder at bade i Kattegat er strandene ved Hornbæk, Tisvildeleje, Rågeleje og Gilleleje, hvor primært unge holder til. Liseleje og Hellebæk er ligeledes gode alternativer, og de steder langs kysten, hvor der ikke går nogen vej helt ned til vandet, er der god mulighed for at finde en øde plet på den flotte strand. Nu er der ingen undskyldning, så find badetøjet frem og kom afsted!