Stor oplevelse til WorldSkills i London

Stor oplevelse til WorldSkills i London

Børne- og undervisningsministeren er meget imponeret over de dygtige håndværkere, der deltager i WorldSkills i London.
Kokken Rasmus M. Thomassen, vognmaleren Glenn Holst Nielsen og den grafiske tekniker Mads Groth var nogle af de danske deltagere, som Christine Antorini nåede at tale med, da hun ankom den 7. oktober. De andre danske deltagere fik hun set i arbejde og om muligt hilst på under sit besøg. Der er nemlig strenge regler og hårdt tidspres for de konkurrerende, så ikke alle kunne tale med ministeren. Enkelte dommere fik ministeren også hilst på. Flere danske skoleelever skal opleve DM-Skills Christine Antorini fulgtes rundt med formanden for SkillsDenmark Jesper Juul Sørensen og sekretariatschefen Ulla Groth for at høre om det store arbejde med og perspektiverne i mesterskaberne på nationalt og internationalt plan. Dette sidste blev også belyst ved ministerens møde med præsidenten for WorldSkills, Simon Bartley. ”At være med til WorldSkills giver stor inspiration til, hvordan vi kan markedsføre DM-Skills i Odense i 2012. Vi skal vise, hvor høj kvaliteten i de danske erhvervsuddannelser er. Her på WorldSkills har det også myldret med skoleelever, der får lov til at prøve de forskellige håndværk, og jeg vil gerne gøre mit til, at endnu flere danske skoleelever også bliver en del af DM-Skills,” sagde Christine Antorini efter dette spændende besøg. Kilde: UVM