Spis hjernen klar til eksamen
Det er snart tid til eksamener landet over, og hvis du ikke ønsker at havne i bunden af karakterskalaen, så kræver det, at din hjerne er klar til udfordringerne. Dette kan du hjælpe den med gennem din kost.
Hjernen kræver mere og andet end hvidt brød, slik og fedtede pizzaer, hvis den skal præstere optimalt. Også selvom det kan virke nemmest med det usunde, når man sidder og knokler med forberedelsen til eksamen.
Det bedste for din hjerne er heller ikke nødvendigvis besværligt. Se disse gode råd:
Spis fibre
Gode grove fibre finder du i groft brød, fuldkornspasta og brune ris osv., så vælg brunt og groft i stedet for de hvide udgaver.
Spis grøntsager
Og gå efter de grove af slagsen, som kål i alle udgaver, spinat, broccoli, rødbeder og den slags. Nettet bugner af nemme opskrifter, hvis du ikke lige selv har fantasi til retter med disse grønne sager.
Spis det gode fedt
Selvom du springer på den sunde kost, har din hjerne stadig brug for fedt. Fedtet har også betydning for kroppens optagelse af vitaminer fra kosten. Avokado, forskellige olier, nødder og de fede fisk, er gode kilder til de sunde fedtstoffer.
Spis fisk og magert kød
Fisk indeholder de gode fedtstoffer, specielt laks, hvis du vil lave en lækker middag, er både nem og delikat. Ellers er tun, makrel, kippers og torskerogn fra dåse også fyldt med de gode fedtstoffer, og er nemt på et stykke groft rugbrød på alle tider af døgnet.
Proteiner fra kød til hjerne og krop, kan du få fra kylling, kalkun, svinekød eller lam.
Spis også snacks
Det er selvfølgelig stadig ok at forkæle sig selv med lidt syndigt, men nøjes med lidt og god kvalitet. Køb en lækker plade god mørk chokolade, spis svesker, abrikoser og nødder, eller lav en smoothie af bær og frugt, evt fra fryseren.
Med disse enkle og gode råd, skal din hjerne nok klare sig, og gøre hvad den kan for dig i den pressede eksamensperiode.