Sådan finansierer du dit event - 4 enkle råd!
Du vil gerne holde et episk event – men du har umiddelbart ikke lige pengene. Læs med her og få tips og tricks til hvordan du kan finansiere et fabelagtigt event!
Guldkornene er givet af BilletFix.
Uden penge er der intet event og uden event er der ingen penge! Budgettet for dit event er en vital del af din succes som eventplanlægger. Når du skal planlægge et event, er der et vigtigt, men måske kedeligt aspekt i forhold til andre dele af din event-planlægning: Hvordan skal eventet betales?
Vi har derfor samlet nogle gode og enkle råd til, hvordan du kan få penge i kassen til dit event.
1. Earlybird og V.I.P
Det lyder måske indlysende, men der er mange måder at sælge billetter på! Der er selvfølgelig den helt klassiske måde at sælge billetter på; du sætter en standard pris og gæsten betaler.
Men du kan måske få endnu mere ud af dit billetsalg, ved at have forskellige typer billetter til salg.
Du kan f.eks. sælge early bird billetter, hvor dine gæster, som er i god tid, kan få rabat på billetten eller få en gratis drink med i købet. Med early bird billetter, kan du altså sørge for, at folk så tidligt som muligt anskaffer sig en billet til dit event.
Derudover kan du også sælge billetter, som giver ekstra fordele – det kan f.eks. være billetter som giver dine gæster mulighed for at få rabat i baren eller måske kan du lave nogle helt specielle V.I.P billetter til dit arrangement.
Den klassiske V.I.P billet inkluderer gerne adgang til en efterfest. Men alt efter, hvilken type event du skal afholde, kan du også tænke i specielle oplevelser for dine gæster, såsom goodiebags, fri snacks hele aftenen osv.
Et vigtigt aspekt i dit billetsalg er at sørge for at gøre det nemt for gæsterne. Brug et online billetsystem, som tilbyder MobilePay, så gæsterne nemt og hurtigt kan købe billetterne. Så slipper du også for at holde styr på billetterne med tidskrævende Excel ark, så du kan bruge tiden på at arrangere dit event!
Det er kun fantasien, som sætter grænserne for hvad forskellige billettyper kan tilbyde – så kom i gang med billetsalget nu!
2. Sæt gang i din fest!
Der er masser af muligheder for at skrabe penge ind samtidig med at gøre eventet federe ved at lade folk spille mod hinanden. Folk elsker at konkurrere, og der er rig mulighed for spil og konkurrencer, som kan sætte gang i dit arrangement.
Du kan sørge for, at folk har mulighed for f.eks. at spille beer pong, snyd eller kortspil. Her kan du få lidt flere penge i kassen ved at have en udlejningspris pr. spil.
3. Sponsorater kan være vejen frem!
Når du skal afholde et event, kan det være en god ide at undersøge muligheden for at blive sponsoreret. Enten i form af cool cash eller modtage sponsorens produkter, som kan sælges eller bare gøre eventet federe.
Nøglen til at få sponsorater i hus er, at fortælle den værdi det vil have for en sponsor, at være til stede ved dit event. Det er selvfølgelig vigtigt, at du ikke lover noget du, i sidste ende ikke kan holde.
Du skal være meget klar på, at gøre noget ud af at tydeliggøre hvad sponsoren specifikt får ud af sponsoratet, så de har en idé om udbyttet. Det er forvejen ikke nemt for sponsorerne, at måle hvor meget de får ud af sponsorater, så hvis du er på forkant, er du godt på vej!
Hvad du kan tilbyde i et sponsorat, er afgørende for, om du får sponsoratet i hus. Der kan være mange måder, hvorpå du kan sikre en sponsors synlighed, så start med at lave en liste over alle de steder, en sponsor kan få vist sit produkt/navn – vær gerne kreativ!
Hvis du forventer, at et banner placeret ved dit eventsted vil blive set af 1.000 mennesker, så fortæl det. Hvis du forventer at sende e-mail invitationer med sponsorlogoer til 5.000 mennesker, så sørg for at fortælle det! Eller måske sponsoren får vist sit logo på billetten? Den form for detaljer vil være med til at give den potentielle sponsor mulighed for at retfærdiggøre deres omkostninger.
4. Garderobe, madboder, musik og fest til dit event
Alt efter hvilken type event du skal afholde, er der forskellige muligheder for at få dine gæster til at købe ekstra til dit event. Du kan for eksempel vælge at servere en ‘late night snack’ til dine gæster i form af toasts. De fleste studerende elsker toasts til fester og vil med glæde give 10-20 kr. pr. stk. – og vidste du, at de kun koster omkring 2 kr. at lave?
Du kan også vælge, at tilbyde garderobe til dit event og tage 10 eller 20 kr. for den service – det er selvfølgelig alfa omega, at du holder styr på garderoben.
Der er masser af muligheder for at sælge andet sjov til dit event, såsom knæklys, spil, stjernekastere, hatte, udklædning eller måske kan dine gæster få lov til at vælge musiknumre og betale 2 kr. for det.
Mulighederne er mange, men det vigtigste du skal overveje, når du vil sælge noget er selvfølgelig at der skal være overskud, når eventet er slut.