Sådan får du styr på julegaverne
Nu’ det jul igen. Nu’ det jul igen… Julen nærmer sig efterhånden med hastige skridt, og for mange er dette den hyggeligste tid på året. For langt de fleste betyder juletiden nemlig: God mad, kvalitetstid med familie og de nærmeste, hygge med stort H og sidst, men ikke mindst det berygtede julegaveræs.
Som studerende står december måned ofte i eksaminernes tegn, og det kan derfor være svært at finde ordentlig tid til at juleshoppe med god samvittighed. Når man derudover også er på SU, er der heller ikke altid råd til de helt dyre gaver, men fortvivl ikke! Vi har samlet nogle gode råd til dig, der endnu ikke har skænket jagten på julegaverne en tanke. Læs med, og få nogle tips til, hvordan du kan gribe julegaveræset an.
Spørg om ønskeliste
Rigtig mange laver efterhånden ønskelister, der gør det nemmere at finde ud af, hvad vedkommende skal have i gave. Med ønskelister fra dine nærmeste, kan du være sikker på at købe noget, som de kan bruge. Som det allerførste er det derfor en god idé at spørge dine nærmeste om ønskelister. Du kan nu skabe dig et overblik over, hvad familie og venner helt konkret ønsker sig i gave, og dette kan være en stor hjælp.
Vær fælles om gaverne
Har din mor ønsket sig en forholdsvis dyr vase, som du alene ikke helt har råd til, så kan du med hjælp af dette tip sagtens købe den til hende alligevel. Når der er dyre ønsker på ønskelisten, kan det være en god idé at slå sig sammen med andre i familien eller vennekredsen for at købe den. Hvis du dog kun har mulighed for at være alene om gaven, kan du med fordel give vedkommende et gavekort til den pågældende butik. På den måde vil gavekortet fungere som et tilskud, til det vedkommende har ønsket sig – og det vil personen med sikkerhed sætte pris på.
Spar tid – køb online
Du kan spare tid, men også penge ved at købe julegaverne online. Undgå de lange køer i forretningerne december måned, og sæt dig i stedet på sofaen med en kop varm kakao og din computer. Der kan være gode rabatter at hente online, hvis du bruger tid på at lave en smule research. Ofte er nogle ting som f.eks. tøj, sko og nipsting fra forskellige brands også billigere online, hvis du leder længe nok. Sørg dog for at bestille i god tid, da posthusene altid har ekstra travlt op til julen.
Vi håber, at disse tips har givet dig inspiration til, hvordan du på forholdsvis kort tid kan få købt årets julegaver.