Sådan får du lækker mad, når du er på SU
Når man ikke har mange penge på lommen, kan det være svært at spise lækker mad. Men i denne guide får du tips til, hvordan du kan få forkælet smagsløgene uden at skulle punge ud.
Skær ned på dit budget
For at du skal kunne bruge penge på mad, er det en god idé at lægge et månedligt budget, så du også begrænser, hvor meget du bruger på f.eks. takeaway. Her er der en række tips til, hvordan du på en nem måde kan holde dit budget.
- Bliv vegetar – når du er hjemme
Selv hvis du ikke er vegetar, er det en god idé at blive det, når du handler ind. Kød er nemlig meget dyrere end grøntsager, og derfor kan det være en fordel at skippe kødet nogle dage. Samtidig kan det give anledning til, at du finder på nogle mere spændende retter, når retten skal dreje sig om grøntsager.
- Kig efter tilbudsaviser og madspild
Det kan virke indlysende, men husk at kig efter tilbudsaviserne. Der er næsten altid tilbud i diverse supermarkeder, så sørg for at kigge en ekstra gang i avisen. Du kan også være heldig at finde madvarer, som er sat ned pga. madspild. Der er ofte mere spændende madvarer end bare ost og mælk, så gør dig selv den tjeneste at få kigget på madspildshylden.
- Hav altid tørvarer på hylden
Det er altid en god idé at have varer som ris, linser og gryn derhjemme, da det er nemt at lave et hurtigt måltid med dem. Det koster næsten ikke noget, og de mugner ikke hurtigt som kød og grøntsager gør.
En lækker opskrift
Her får du en lækker og nem opskrift på en citronpasta, som du kun skal af med 24 kroner for. Ja, du læste rigtigt.
Du skal bruge:
- Pasta: 7 kr. (Det kan være hvilken som helst pasta)
- Citron: 5 kr.
- Revet parmesan: 12 kr.
Derefter skal du:
- Koge pastaen i letsaltet vand i den tid, som står på pakken
- Rive citronen og presse ½ dl citronsaft ud.
- Blande citronskal, citronsaft og parmesan med lidt olie og peber.
- Vende den færdigkogte pasta i blandingen – og voila! Drys derefter lidt ekstra parmesan på pastaen.
Studierabat
Her på Studenterguiden elsker vi rabatter, og dem skal du bestemt også udnytte som studerende. Når du skal være lidt fin på den, kan du f.eks. få studierabat på sushi og nyde et lækkert måltid med dine venner eller familie.