SDU runder 4000

SDU runder 4000

Stigningen i antallet af studerende fortsætter på Syddansk Universitet, som også i år har rekordoptag.
4178 unge fik lørdag et brev om, at de er optaget på Syddansk Universitet. Det er det hidtil største optag på SDU, som inden for de seneste 10 år har mere end fordoblet sit årlige optag. Sidste år, som også var et rekordår, fik 3435 unge brev om optagelse. I forhold til sidste år kan der således være ca. 20 procent flere nye studerende ved semesterstarten i september. Fremgangen vil kunne spores i alle SDU’s studiebyer: 3244 får tilbudt en uddannelsesplads i Odense, 156 i Esbjerg, 264 i Kolding, 220 i Sønderborg og 294 i Slagelse. - Jeg er glad for, at vi kan tilbyde så mange unge en uddannelsesplads, og jeg håber, at også de, der skal rejse langt for at komme i gang med deres studier, tager imod vores tilbud, siger rektor Jens Oddershede, der har noteret sig, at ansøgerne kommer fra hele landet - ikke mindst fra Hovedstadsområdet. Både veletablerede uddannelser, f.eks. engelsk og historie, og helt nye uddannelser, f.eks. pædagogisk audiologi og energiteknologi, har mærket den voksende interesse for universitetets uddannelser. - Søgningen til de naturvidenskabelige fag har i flere år stået i stampe, og det har vakt bekymring, ikke mindst hos erhvervslivets organisationer. Derfor er det ekstra rart at kunne fortælle omverdenen, at vi også her oplever større søgning og derfor kan optage flere, end vi plejer, siger Jens Oddershede. Flere end 13.000 ansøgninger Selv om universitetet optager langt flere unge end sidste år, er der også en del, der er blevet skuffede. Over 13.000 har søgt om at komme til at studere på SDU, og den massive søgning betyder blandt andet, at flere uddannelser, som traditionelt har optaget alle, er nødt til at afvise ansøgere. På Det Humanistiske Fakultet, der har en fremgang på 42 procent, gælder det f. eks. engelsk, historie og filosofi. Medicin, som har de hårdeste adgangskrav, har som et af de eneste optagelsesområder i år fået færre ansøgere, blandt andet er der et fald i antallet af svenske ansøgere. Til gengæld har en anden sundhedsvidenskabelig uddannelse - idræt og sundhed - fået 200 flere ansøgninger, og selv om der i år optages flere på denne uddannelse, vil mange blive afvist. Ledige pladser kan søges inden 8. august - De røde lygter at tændt ved flere af vores studier, men vi har stadig ledige pladser på andre. Det gælder dog om at være hurtig, for på en række uddannelser er der kun få pladser siger studiechef Per Andersen. Han oplyser, at alle ansøgninger, som er fremme inden 8. august, er med i kapløbet om de sidste pladser. Kilde: SDU