Realkreditlån: Hvad skal du vide?
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med et realkreditlån, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad denne låntype egentligt går ud på. Artiklen her vil hjælpe dig igennem realkredit-junglen, så du kan blive klar til at gribe låneverdenen an.
Hvis du skal låne penge til en bolig, er det i de fleste tilfælde sådan, at lånet vil bestå af op til 80 % realkreditlån – resten betales via banklån eller egen opsparing. Et realkreditlån fungerer ved, at realkreditinstituttet udsteder en række obligationer, der sælges på en børs. Til gengæld for obligationerne får man så som låntager udbetalt de penge, der skal betale den nye bolig. I den forbindelse er både kurs og rente to væsentlige faktorer. Kurs betyder ’pris på et givent tidspunkt’, og er altså den pris, som køberne af obligationen betaler for den. Kursen afhænger af udbud/efterspørgsel, og prisen bestemmes ved købs- eller salgstidspunktet. Renten er den pris, der knyttes til lån eller udlån af penge. I forbindelse med realkreditlån skal man betale en rente til banken for at låne pengene. Disse penge går til køberen af obligationerne. Oftest angives renten som en procentsats per betalingsperiode – eksempelvis per år. Læs mere om kurs og rente – og sammenhængen mellem disse størrelser i artiklen Realkreditlån - den ultimative guide.
Realkreditlån – flere forskellige låntyper
I forbindelse med realkreditlån er der tale om forskellige låntyper – fastforrentede lån og flexlån. Et fastforrentet lån er et lån, hvor renten ligger fast over hele lånets løbetid. Her vil din månedlige ydelse og lånets løbetid hele tiden være konstant. Der findes to underkategorier af fastforrentede lån – kontantlån og obligationslån. Et kontantlån er et lån, hvor du på forhånd ved, hvor mange penge, du får udbetalt. Herimod er det renten, der fastlægger, hvor stor din samlede gæld bliver. Modsat kender du ved et obligationslån den samlede gæld, mens kursen bestemmer det beløb, du får udbetalt. Et fastforrentet lån passer til dig, hvis du gerne vil vide, hvordan dine fremtidige boligudgifter ser ud. Et fastforrentet lån er dog oftest dyrere end et flexlån.
Ved et flexlån kender man enten ikke de fremtidige månedlige ydelser eller lånets løbetid – det afhænger af, om man vælger flexlån med variabel ydelse og fast løbetid eller flexlån med fast ydelse og variabel løbetid. Den samlede pris for et flexlån kan svinge en del. Denne låntype passer derfor udelukkende til dig, hvis du har luft i din økonomi og kan klare eventuelle prisstigninger.
Du kan læse meget mere om realkreditlån – herunder blandt andet afdrags/afdragsfrihed samt omlægning af realkreditlån i artiklen Realkreditlån - den ultimative guide.