Professionel markedsføring af Kolding Kommunes folkeskoler
Forældrene skal have et bedre grundlag for at tage stilling til valg af skole. Folkeskolerne i Kolding Kommune går derfor i offensiven for at få fortalt om folkeskolens mange gode resultater.
Det sker i form af oplysningsmateriale, der fortæller om folkeskolernes gode faglige resultater. Og om den tryghed og trivsel, der præger folkeskolerne i Kolding Kommune og som blandt andet resulterer i, at fraværet for både elever og lærere ligger under landsgennemsnittet, mens glæden ved at gå i skole er den højeste blandt kommunerne i Sydøstjylland. Materialet fortæller også om det gode samarbejde, der er mellem Kolding Kommunes folkeskoler og børnehaver for at sikre de ældste børnehavebørns skoleparathed og sikre en god og tryg overgang til skole og SFO.
Folkeskolerne i Kolding kan bryste sig af at ligge i den bedste halvdel blandt landets kommuner, når det gælder resultater i læsetest og resultater ved folkeskolens afgangsprøver efter niende klasse. Men det får ikke folkeskolerne til at hvile på laurbærrene. Kolding Kommunes folkeskoler arbejder ihærdigt med både at sikre gode faglige resultater og samtidig styrke elevernes evner til at være innovative, kreative, problemløsende og samarbejdsdygtige. Resultaterne på disse områder evalueres gennem målinger. Også her opnår Kolding Kommunes folkeskoler resultater over resultaterne i sammenlignelige kommuner. En af metoderne der bringes i anvendelse i arbejdet med disse områder er som noget helt unikt designpædagogik, der indgår i arbejdet i alle Kolding Kommunes børnehaver og folkeskoler.
- Det er vigtigt at få disse budskaber om gode resultater ud til forældrene, så de har et reelt grundlag at træffe deres valg på, når de skal vælge skoler, fortæller direktør i Børne- og Uddannelsesforvaltningen Ib Hansen.
- Folkeskolen er berettiget løbende til drøftelse i medierne. Berettiget fordi folkeskolen er en af vore allervigtigste samfundsmæssige institutioner. Men drøftelserne i offentligheden baserer sig naturligt ofte på nogle af de problemstillinger, man møder i folkeskolens hverdag. Det er ikke så tit, der sættes fokus på folkeskolens værdier og positive resultater. Det har vi sat os for at gøre noget ved, så forældrene får et mere reelt grundlag for at tage stilling til, hvilken skole deres barn skal fortsætte i efter børnehaven, fortsætter Ib Hansen.
Børne- og Uddannelsesforvaltningen i Kolding Kommune har derfor entreret med et professionelt markedsføringsfirma, der har udarbejdet et oplysningsmateriale, der skal fortælle forældrene om de mange fordele, der er ved at vælge en af Kolding Kommunes folkeskoler.
Kilde: http://www.kolding.dk/