Prægtige Prag – byen, der overlevede østblokkens beton

Prægtige Prag – byen, der overlevede østblokkens beton

Prag er i løbet af kort tid blevet både Europas drukhovedstad og en af gymnasieklassernes foretrukne studietursbyer. Og det er bestemt ikke uden grund (hverken det ene eller det andet). Prag er en imødekommende og spændende by.

Find den bedste rejse til Prag

Transport
Her på Studenterguiden vil vi anbefale, at I kommer til Prag med bus. Det kan gøre studieturen væsentligt billigere, og desuden bliver man mere fleksibel, og kan tage på ture både på vej til Prag – her kan en ”smuttur” forbi Berlin anbefales, og til turer uden for Prag.

Prag er en meget smuk by trods kommunisternes tidligere dominans, der just ikke var kendt for deres vægtning af de æstetiske glæder. Det er en god ide at sætte tid af til at slentre op af Vaclavske Namesti, der er Prags ubestridte hovedstrøg, der giver et intenst billede af storbyen Prag. I det hele taget er Prag så flot en by, så det er vigtigst at sætte god tid til bare at slentre rundt i byen. 

Seværdigheder i Prag
Vi har på Studenterguiden forelsket os i Prags gamle bydel, så derfor vil vores rejseguide specielt fokusere på denne.

Prags borg, som den ligger og dominerer på højen, er absolut et besøg værd. Prags slotkompleks er det største i Europa og området er derfor enormt stort. Der har været bebyggelser på stedet siden 870, men de findes ikke mere. De ældste eksisterende deler er ”kun” fra det 10. århundrede. Prøv at time jeres besøg, så I ser vagtskiftet her og hør den tilhørende fanfarer.

Sankt Georges Kirken
I området kan I bl.a. se Sankt Georges kirken i romansk stil, der er meget imponerende. Men det der nu uden sammenligning tager flest kegler, er den fantastiske og enorme Skt. Vitus Katedral. Byggeriet blev påbegyndt i 1344, og der blev bygget i flere omgange, således at den endelige indvielse først fandt sted i 1929. Hele slotsområdet er fascinerede med de mange stilarter og det er vigtigt at tage sig god tid til at se det.

Gå også en tur i den gamle bydel, Stare Masto. Den ligger i nærheden af borgen. I den gamle bydel ligger den gamle rådshusplads kaldet Staromestské Námestí. Omkring pladsen ligger der en række historiske bygninger, der er fuldt på højde med dem, som man ser i mange andre, europæiske byer. I 1338 blev Det Gamle Rådhus bygget. Rådhuset er i dag et af de største tilløbsstykker i Prag. Det skyldes det astronomiske ur fra 1490, der hver time opfører en hel lille forestilling med apostle, en hane, Døren, Grådigheden og Forfængeligheden. Attraktionen scorer højt på Tripadvisor og her er altid fyldt med mennesker.

Den Gyldne Gade
Læg desuden mærke til ”Den Gyldne Gade”, der også ligger i nærheden af borgen. Med sine små huse, der nærmest ligner dukkehuse og stenbelagte veje, danner den en smukt kontrast til det lidt pompøse slot. I et af husene har forfatteren Franz Kafka boet et par måneder – lidt har også ret.

Karlsbroen
Karlsbroen er en af den mest kendte attraktioner i Prag….og ikke uden grund. Broen er både smuk og så er der en særlig atmosfære omkring den med optrædende og handlende, som selv småsløve gymnasieelever vil sætte pris på.  Hvis man så samtidigt fortæller historien om dens grundlæggelse, plejer de fleste at være solgt….:-) Grundstenen til broen blev lagt i 1357 d. 9/7 klokken 5.31 om morgenen. Da havde man nemlig regnet ud, at planeterne skulle stå ideelt, og desuden læses tallene enes forfra og bagfra, når de stilles op således: 1 3 5 7 9 7 5 3 1. Det skulle betyde evigt held for broen, og da den, selvom den har været beskadiget flere gange under oversvømmelser, står der endnu, mere end 650 år senere, så må der være noget om snakken.

En smule dansk historie
Når vi nu er ved stjerner, er det ikke helt irrelevant at nævne, at danske (og berømte) Tycho Brahe ligger begravet i Teyn-kirken i Prag. Hans historien om stjerner, Uranienborg, bortvisning og endelig mystiske død er utroligt spændende, og det er et besøg (og en historie), der vil være relevant for både historie- og astronomiinteresserede klasser. Vær dog opmærksom på, at kirken er under mere eller mindre permanent rekonstruktion, så den ofte er lukket.  Denne kirke ligger for resten også i den gamle bydel, så her kan mange fluer slås med et smæk.

Prag har mange fantastiske historiesites at byde på, så derfor er den næste seværdighed også en sådan af slagsen. Det gælder nemlig den jødiske bydel eller ghetto i Prag, Josefov. Ordet ghetto skal tages meget bogstaveligt, for i flere århundreder var jøderne forpligter til at bosætte sig i netop dette område, som var afgrænset fra resten af byen med mure, som var lukket om natten. Det var en selvstændig bydel med egen borgmester men også med færre borgerrettigheder end i resten af Prag, og da man i 1500-tallet hævede størstedelen af den gamle bydel for at beskytte dem mod oversvømmelser, sprang man den jødiske ghetto over. I 1781 fik jøder under Kejser Josef d. 2 imidlertid samme rettigheder som de øvrige borgere i Prag, og derfor blev den jødiske bydel opkaldt efter ham og kom til at hedde Josefov.

Ghetto
Under 2. verdenskrig bestemt Adolf Hitler, at ghettoen skulle være ”Museum over en uddød race”, når alle europæiske jøder var udryddet. Derfor blev krigsbyttet fra jødiske hellige steder i resten af Europa fragtet hertil, og nu råder Josefov over verdens største samlinger af jødiske kulturgenstande.  Området fungerer derfor først og fremmest som museum og et besøg giver et gribende indblik i de tjekkiske jøders historie. F.eks. kan man i Pinkas synagogen læse navnene på de 77.297 ofre for nazisterne. I Klaus synagogen finder man udstillinger af bl.a. børnetegninger fra Theresienstadt. Børnetegningerne beskriver hverdagsliv fra lejren. På tegningerne står barnets navn, fødselsdag – og dødsdag. For børn overlevede normalt ikke opholdet i lejren. Et besøg i Josefov tager pusten fra de fleste, og giver et spændende – og umådeligt trist – indblik i den historiske antisemitisme og nazisternes jødeudryddelse.  

Få lidt historie med hjem
Hvis det historiske er ved at blive lidt tungt, og muldvarpeskindet trænger til at blive luftet, er det også en mulighed at besøge ” Det gule marked”. Det er stort set ikke den frugt, souvenir, antikt smykke eller hæslige beklædningsgenstand, du ikke kan finde på markedet. Det er et yndet turiststed, fordi her er der mulighed for at gøre en god handel – og for at blive snydt gevaldigt ;-)

Skal der sparkes lidt motion ind på en studietur, kan I også besøge den imponerende Petrinhøj, der efter en hård gåtur giver en fantastisk udsigt. Der går også en svævebane til toppe – men lad være med at fortælle det til eleverne…før bagefter, så bliver de så herligt sure ;-) 

Besøg Troja
Prag har også en fin zoo, hvor man også kan besøge Troja. Og nej, Troja er i dette tilfælde ikke en smuk oldgræsk by men derimod et charmerende slot. Den zoologiske have er ret stor med en imponerende samling af dyr og en fin udsigt. Hvis vejret er godt, er det oplagt at spise frokost her.

En sejltur på Moldau er også en mulighed. Floden snor sig gennem centrum, så det giver en mulighed for at se en anden vinkel af Prag.

Prag byder naturligvis også på mange forskellige museer, der også kan anbefales. Det gælder specielt deres nationalmuseum, der overraskende nok indeholder både historiske og naturvidenskabelige ting, såsom udstoppede dyr. 

Virksomhedsbesøg
Hvis I kommer med bus, kan I på virksomhedsbesøg smutte forbi Skoda, der ligger 70 km fra Prag. I skal dog bestille rundvisning i rigtig god tid, da dette er en populær attraktion. Det hænger måske sammen med Skodas gode renomme i udlandet. Afsæt ca. 3 timer til en rundvisning her.

Tjekkiet = øl?
Tjekkiet er kendt for deres fantastiske øl, derfor vil det da næsten også være en hellig brøde ikke at besøge et bryggeri, når I er i byen. Her kan de tre bryggerier U Fleku, Novomestsky Pivovar og Kozel anbefales.

U Fleku har eksisteret siden 1499 og er måske det ældste bryggeri i byen (det mener de i hvert fald selv). Her laver de en mørk specialøl, som kun kan købes på bryggeriets værtshus.

Novomestsky Pivovar er et nyere minibryggeri, der bygger på gamle brygningstraditioner kombineret med et superhyggeligt og imponerende bryggerikompleks. Hvis jeres tjekkiske ikke er helt skarpt kan her lejes en engelsktalende guide. 

Endelig er der Kozel bryggeriet, der ligger 25 km fra Prag, der måske giver det grundigste indblik i bryggeriverdenen. På alle bryggerierne kan man få smagsprøver, hvis man er over 18. Af bitter erfaring kan vi her fra Studenterguiden kun anbefale, at I gør dette helt klart for eleverne før, der bliver smækket lækre smagsprøver på bordet.

En af Tjekkiets store eksportvarer er smukke glasting. I den forbindelse kunne I besøge Nizbor Glasværk, der ligger 40 km fra Prag. Her får I mulighed for at overvære alle processerne i glasfremstilling.

Ud og se – når man har egen bus med
Hvis I råder over en bus og klassen er til det naturvidenskabelige kan Techmania Science Center være en mulighed. Her får eleverne indblik i forskellige grene af den naturvidenskabelige verden og kommer omkring emner som eksempelvis fysik, elektricitet, magnetisme osv. Man kan slippe eleverne ud på egen hånd, fordi alle informationerne er på engelsk. Man kan dog også booke en guide, der fokuserer på et bestemt tema, så man på den måde, måske får mere ud af besøget. Tjek deres hjemmeside for at se mulighederne inden for valg af temaer.

Drypstenshulerne i Konepusy
Et andet spændende besøg for den naturvidenskabeligt interesserede klasse kunne være drypstenshulerne i Konepusy. En smukt og mindeværdigt besøg. Vær dog opmærksom på, at de har lukket mellem november og marts.

Hvis I har besøgt den jødiske bydel er det oplagt også at besøge Theresienstadt, der fungerede som arbejds – og gennemslusningslejr til de nazistiske koncentrationslejre. Der kan tilkøbes en guide ligesom der i billetten også er inkluderet en tur i biografen, hvor lejrens historie bliver fortalt. Billetten inkluderer også et besøg i ghettomuseet, der ligger i Terezin, der er den nærliggende by.

Theresienstadt
Selve Theresienstadt huserede under 2. verdenskrig over 140.000 jøder, heriblandt næsten 500 danske jøder. Theresienstadt er ikke, som mange tror, en koncentrationslejr, men et fængsel for jøder, homoseksuelle, handicappede og politiske fanger under 2. verdenskrig. En af de mange forfærdelige historier, der knytter sig til lejren er, at danske repræsentanter fra Røde Kors besøgte lejren i 1944 for at vurdere om ghettoen havde ordenlige forhold for jøderne. Dette forberedte nazisterne sig på ved at sende 15.000 jøder med tog til Auschwitz for at blive gasset således, at lejren ikke virkede overbefolket.  Man tog repræsentanterne med på fine og lækre restauranter, og man lavede ”kunstige vandhaner” i baderummet som ikke virkede for, at det skulle se lækkert ud og flere andre ting. Danskerne vurderede lejren til at være et mønstereksempel for andre lejre.

Vi på Studenterguiden anbefaler kraftigt at tage en guidet tur rundt, da guiderne har en meget stor viden om stedet og kan fortælle levende beretninger.

Kutna Hora
Vil man dyrke det middelalderlige kan man besøge Kutna Hora, der er en charmerende gammel middelalderby med toppede brosten og smalle gader. Området har været kendetegnet ved sine sølvåre og blev i den 16.århundrede regnet for et af Centraleuropas rigeste. I byen skal I specielt lægge mærke til Skt. Barbara Kirken, der har tre spir og som på afstand ligner et cirkustelt. Se desuden Vlassky Dvur, hvor man tidligere lavede sølvmønter og endelig Hradek, der er den oprindelige fæstning, men som nu fungerer som minedriftsmuseum med tilhørende nedlagt sølvmine. Det er et helt fantastisk besøg – informer dog eleverne om, at hvis man har klaustrofobi (eller er alt for bred over skuldrene), så skal man måske lige springe over turen i minerne. Gangene er nemlig nogle gange meget snævre.

Afslutningsvis

Prægtige Prag danner den perfekte ramme omkring en studietur med både historiske, naturvidenskabelige og hyggelige attraktioner.

Du kan finde muligheder for overnatning og hoteller her