Populært erhvervsakademi officielt indviet

Populært erhvervsakademi officielt indviet

Københavns Erhvervsakademi, KEA, fejrede 20. august sin officielle indvielse. Undervisningsministeren klippede snoren og roste akademiets høje ansøgertal. Samtidig opfordrede han det til at optage endnu flere studerende.
Siden årsskiftet har det været muligt at læse til designteknolog, kort- og landmålertekniker, datamatiker eller gå en anden erhvervsrettet vej på Københavns Erhvervsakademi, KEA. Akademiet udbyder korte, videregående uddannelser, professionsbacheloruddannelser og efteruddannelse inden for byggeri/produktion, medie/it, design/business og ledelse/efteruddannelse.

Optag gerne flere

20. august blev KEA så officielt indviet. Undervisningsminister Bertel Haarder klippede snoren og fremhævede i sin tale, at det gode samarbejde mellem uddannelserne uden tvivl er en af grundede til akademiets flotte ansøgertal. 2.188 har søgt om optagelse. 1.300 fik positivt svar om, at de er optaget på en af KEAs otte forskellige adresser i København. ”Når det gælder ansøgertallene overgår I både Roskilde Universitetscenter og Danmarks Tekniske Universitet. Så bare bliv ved med det. Kan I optage nogle flere, synes jeg, I skal gøre det. Kræver det medvirken fra Undervisningsministeriet, skal I sige til, for vi er på udkig efter steder, hvor det giver mening at optage flere studerende,” sagde Bertel Haarder. Tæt samarbejde med erhvervslivet Bestyrelsesformand Henrik Salée og direktør Lars Goldschmidt fra Dansk Industri, DI, lagde begge vægt på erhvervslivets store interesse for de studerende på KEA. Lars Goldschmidt lagde blandt andet op til fortsat kreativitet i forhold til at skabe nye uddannelser på KEA og bibeholde det tætte samarbejde mellem erhvervsakademiet og DI. Formand for KEA, direktør Henrik Salée, undervisningsminister Bertel Haarder og rektor Ingo Østerskov fik en snak om det nye erhvervsakademi. Ministeren opfordrede akademiet til – om muligt – at optage endnu flere studerende. Rektor Ingo Østerskov rundede talerækken af med at understrege, at KEA har høje ambitioner, og at KEA og de ni øvrige erhvervsakademier skal udvikle de kompetencer, fremtidens erhvervsliv har brug for.

Om KEA – Københavns Erhvervsakademi

* Er etableret med udgangspunkt i erhvervsskolerne Københavns Tekniske Skole, BEC Business Education College, TEC og CPH West. * Udbyder uddannelser på videregående niveau på otte forskellige adresser i København. * Har i alt 5000 studerende. Kilde: Undervisningsministeriet