Overvægt styrker mænds karriere

Overvægt styrker mænds karriere

Ny forskning fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet viser, at overvægt har en negativ effekt for kvinder på det danske arbejdsmarked, mens det kan have en positiv effekt for mænd.
At overvægt har større betydning for kvinder end for mænd er ikke overraskende nyt. Men at de ekstra kilo på sidebenene ligefrem kan have en positiv effekt for mænds position på arbejdsmarkedet og en negativ effekt for kvinders, kommer nok som en overraskelse for de fleste. Arbejdsmarkedsøkonom, Ph.d. Jane Greve fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet har i en omfattende undersøgelse blandt 8000 danskere set på, hvilken effekt overvægt har på henholdsvis kvinders og mænds karriere. - Undersøgelsen viser klart, at overvægt har en negativ effekt på kvinders status på arbejdsmarkedet. De har sværere ved at komme i job, og de overvægtige kvinder, der er i beskæftigelse, får tilmed en lavere løn, fortæller Jane Greve. Overvægt er positivt for mænd Undersøgelsen viser derimod, at overvægt hos mænd kan have en positiv effekt. Indtil de er meget overvægtige, stiger både deres mulighed for ansættelse og deres løn. Det er først, når de begynder at nærme sig grænsen til fedme og får helbredsproblemer, at overvægt også bliver negativt for mænd. - Det er svært at tolke på, om det er fordi mænd, der er overvægtige oftere får job, fordi de er muskuløse og visse jobs kræver en fysisk styrke, eller resultatet skyldes, at det at være overvægtig kan være et signal om autoritet blandt mænd. Det kan også være fordi, mænd bliver tykke, når de er kommet ind på arbejdsmarkedet og har fået et godt job, men meget tyder på, at det drejer sig om, at overvægt er et signal om autoritet blandt mænd, fortæller Jane Greve. Det offentlige er mindre diskriminerende Ud over at se på effekten af kvinder og mænds muligheder for ansættelse baseret på deres overvægt, har Jane Greve også undersøgt, om der er forskel på, hvorvidt ansættelsen er i det offentlige eller det private. Og det er der: - I det offentlige er der ingen negativ sammenhæng mellem løn og BMI, hverken for mænd eller kvinder. En del af grunden skyldes, at det i den offentlige sektor er vanskeligere at diskriminere, fordi man i højere grad følger faste regler for lønfastsættelse - fx løntrin - og andre faste strukturer, forklarer Jane Greve. I det private er der til gengæld en forskel at spore. Her ser man igen, at overvægt kan være positivt for mænd, hvor det for kvinder bare går nedad: jo mere de stiger i vægt – jo mere falder deres løn. Kilde: Handelshøjskolen - Århus Universitetet