Optagelsesbetingelser for nyuddannede:
1. Vi skal modtage din ansøgning om optagelse inden 14 dage efter uddannelsens afslutning.
2. Du skal have gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse.
3. Uddannelsen skal som hovedregel være taget i Danmark. Du skal have bopæl i Danmark umiddelbart før, du begyndte på uddannelsen og senest 2 uger efter uddannelsens afslutning.
4. Du skal have bopæl her i landet.
For at blive optaget på baggrund af en uddannelse, skal vi modtage din ansøgning om optagelse senest 2 uger efter uddannelsen er gennemført. Dvs. når al studieaktivitet er ophørt, alle karakterer er givet, og uddannelsen er bestået. Datoen på eksamensbeviset kan altid være uddannelsens afslutning, hvis beviset er udstedt ved studieaktivitetens ophør.
Kommer du for sent med din ansøgning, har du forspildt chancen for at komme i a-kassen på baggrund af din uddannelse, og du mister retten til dagpenge på dimittendvilkår. Det betyder, at du skal optages efter de almindelige regler og dermed være medlem og have arbejde i mindst 1 år for at optjene ret til dagpenge.
Det er derfor en god ide, hvis du kontakter os nu og søger om optagelse, inden du slutter din uddannelse. Så er du sikker på at overholde tidsfristen, og vi får startet dit medlemskab, straks fra du slutter uddannelsen. Du betaler naturligvis først kontingent fra dette tidspunkt.
Meld dig ind online som nyuddannet - Klik her
Dagpenge som nyuddannet
Det er vigtigt, at du overholder 14-dages fristen for ansøgning. Det giver dig nemlig ret til dagpenge 1 måned efter uddannelsens afslutning. Hvis du er ledig og ønsker dagpenge, skal du ligeledes tilmelde dig Jobcenteret på den første dag, hvor du er ledig. A-kassen må ikke udbetale dagpenge for dage, hvor du ikke er tilmeldt Jobcenteret.
Dine dagpenge udbetales med den særlige "dimittendsats", som er på 82% af højeste dagpenge. Dimittendsatsen er i 2009 på kr. 595 for fuldtidsforsikrede og kr. 396 for deltidsforsikrede. Satsen udbetales i 5 dage om ugen. Du kan få beregnet en ny sats 7 måneder efter optagelsen i a-kassen, hvis du efter din uddannelse har haft mindst 3 måneders/12 ugers lønarbejde.
Hvis du har været medlem af en a-kasse under uddannelsen
Hvis du allerede er a-kassemedlem, skal du ved uddannelsens afslutning vælge, om du ved overflytningen til os enten vil bevare de samme a-kasserettigheder, som du har i øjeblikket, eller om du vil skifte over til dimittendrettigheder. Har du job straks uddannelsen slutter, har dette valg ikke den store betydning, men er du ledig, eller har du tidligere haft ledighedsperioder, skal du kontakte enten din nuværende a-kasse eller os, så vi i fællesskab kan finde frem til, hvad der bedst betaler sig for dig.
Overflytning med erhvervede rettigheder:
Du kan også vælge at blive overflyttet med de rettigheder og pligter, som du har i den nuværende a-kasse. Du kan så ikke bruge de dimittendrettigheder, der følger lovgivningen. Din dagpengesats og mulige dagpengeperiode afhænger af de rettigheder, du har erhvervet i din tidligere a-kasse. Du skal søge om overflytning senest 4 uger efter uddannelsen er afsluttet.
Bliv overflyttet online som nyuddannet med dine nuværende rettigheder
Overflytning med dimittendrettigheder:
Du kan blive overflyttet som dimittend, hvis du søger om det inden 14 dage efter du har afsluttet din uddannelse. Hvis du har været medlem af den anden a-kasse i mindst 1 år, har du ret til dagpenge med det samme efter uddannelsens afslutning. Du har desuden de samme rettigheder som andre nyuddannede/dimittender, herunder ret til dagpenge med 82% af højeste dagpengesats fra første ledige dag med dagpengeret.
Vil du skifte over til dimittendrettigheder, skal vi modtage din skriftlige ansøgning herom inden 2 uger fra du slutter uddannelsen.
Bliv overflyttet online som nyuddannet med dimittendrettigheder - Klik her