konferencer og arrangementer under det danske formandskab

konferencer og arrangementer under det danske formandskab

Nu kan du få et overblik over de konferencer og arrangementer, der bliver holdt på uddannelses- og ungdomsområdet under det danske EU-formandskab.
Hvordan nedbringes frafaldet på ungdomsuddannelserne? Hvordan fremmer vi unges kreativitet, innovationsevne og talent? Og hvordan sikrer vi et tættere samspil mellem erhvervsrettede grund- og efteruddannelser og virksomheder. Det er nogle af spørgsmålene, som bliver taget op på en række konferencer og arrangementer på uddannelses- og ungdomsområdet, som afholdes i forbindelse med Danmarks EU-formandskab i første halvår af 2012. Konferencer og andre arrangementer vedrørende uddannelse og ungdom under det danske formandskab for Rådet for den Europæiske Union giver hele overblikket over de konferencer og arrangementer, som Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser og Ministeriet for Børn og Undervisning afholder det næste halve år. "Danmarks formandskab vil være præget af, at Europa forsat skal arbejde hårdt for at komme ud af den økonomiske og finansielle krise. På uddannelses- og ungdomsområdet er den store udfordring at få flere unge i gang med uddannelse, der leder til relevant beskæftigelse. Ved at satse på ungdom og uddannelse får vi mere dygtige og aktive medborgere, der kan bidrage til innovation og vækst i samfundet. Dette kan medvirke til en positiv udgang på krisen. Vi ser det som vores opgave under det danske formandskab at give den udvikling endnu et skub i den rigtige retning," skriver minister for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser Morten Østergaard og børne- og undervisningsminister Christine Antorini i deres fælles forord. Kilde: UVM