Karrierekanonen i Århus

Karrierekanonen i Århus

Fredag den 7. maj får du muligheden for at opleve livedelen af arrangementet ”KarriereKanonen” hvor Train sammen med 9 andre spillesteder i Danmark deltager.
KarriereKanonen er en talentkonkurrence der er startet af P3 for 8 år siden. Men der er sket mange ændringer siden da. For et år siden indgik P3 samarbejde med Roskilde Festival, KODA, Bandakademiet og spillesteder dk, og i sin nye form er KarriereKanonen ligeså meget en langtidssigtet talentudvikling som en konkurrence. Målet er at vinderne får muligheden for at skabe et langt forløb der sikrer dem en seriøs karriereudvikling. I tidernes løb har mange af de kendte som vi hører i dag, fået skudt deres karriere i gang på denne måde, såsom Magtens Korridorer, Rasmus Nøhr, Birk Storm, Tue West, Marie Key Band og Johnny Deluxe. 24 bands er tidligere blevet udvalgt til indledende showcases, og nu gælder den videre udvælgelse til fire hovedshowcases. Her skal der udvælges tre artister der skal gennemgå det famøse karriereforløb. Arrangementet starter kl. 20 og det koster 100 kr. i forsalg og 120 kr. i døren.