Karakterranglister for gymnasierne fjernes

Karakterranglister for gymnasierne fjernes

Christine Antorini har fjernet ranglisten over gymnasiernes karaktergennemsnit fra Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside.
Ranglisterne over gymnasiernes karaktergennemsnit er den 20. oktober 2011 fjernet fra Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har fjernet ranglisterne, fordi hun finder det meningsløst at vurdere gymnasierne alene ud fra de rå karakterer. ”Karakterranglisten fortæller intet om, hvorvidt ét gymnasium er bedre end et andet. I stedet er en lang række andre faktorer afgørende for, om et gymnasium klarer sig godt og opfylder kravene til mål og undervisning. Vi ved, at for eksempel forældrenes uddannelsesniveau og elevernes trivsel har stor betydning for elevernes karakterniveau. Det faktum er blot med til at understøtte, at karakterranglisten er ubrugelig,” siger Christine Antorini. I stedet opfordrer ministeren forældre og kommende elever til at studere gymnasiernes hjemmesider eller tage direkte kontakt til gymnasierne. Den 10. oktober fjernede Christine Antorini også ranglisten over folkeskolernes korrigerede karaktergennemsnit fra hjemmesiden. Brugerne kan stadig finde oplysninger om både skoler og de enkelte gymnasier, samt hvilket karaktergennemsnit eleverne opnår, på ministeriets hjemmeside. Men oplysningerne bliver ikke længere ranglistet. Kilde: UVM