Kapsejlads i Universitetsparken

Kapsejlads i Universitetsparken

Så er det endnu engang tid til den årlige kapsejlads i Universitetsparken, der plejer at samle et sted mellem 10.000- 12.000 studerende.
Arrangementet, der foregår torsdag den 7. maj, er et non profit arrangement med fri adgang. Kapsejladsen er efterhånden blevet en stor begivenhed, der samler studerende fra hele universitetet. Selve sejladsen handler om at 12 udvalgte festforeninger fra forskellige studieretninger på universitetet, roer om kap på universitetssøen. Vinderen får derefter overrakt det gyldne bækken. De seneste otte år er arrangementet blevet større for hvert år. Hvert år er der sørget for underholdning i form af musik og sjove kommentatorer, og ikke mindst er der kommet stor fokus på de forskellige festforeningers entre, som er blevet mere spektakulær år for år. De seneste år, har der f.eks. været elefanter, kæmpekraner, svævebaner, køretøjer af forskellig art og andet sjov. Arrangementet foregår som nævnt i universitetsparken, og varer fra kl. 12 -17. Og programmet er som følger; fra 12 vil der være musik ved Dj Mach og salg af fadøl påbegyndes. Kl. 12.15 går ”Among Animals” på scenen. Kl. 13.55 vil Nicolai Wammen holde en tale. Og kl. 14.00 vil der være sejlads med introer under styring af konferenciers, og mellem 21-05 vil der være et afterparty på Train.