Kærlig hilsen fra mor

Kærlig hilsen fra mor

Tre SDU-studerende har startet virksomhed, som hjælper forældre med at sende omsorg med posten.
www.framor.dk hedder en succesfuld hjemmeside, som tre SDU-studerende har startet. Her kan forældre fra hele landet bestille pakker med mad og andre dagligvarer til børn, som er flyttet hjemmefra. - Idéen kom i sin tid til verden som en respons på vores forældres behov for hele tiden at hjælpe. For når vi tog tilbage til studierne fra en hjemmeweekend, var det med pasta, makrel-i-tomat og meget andet godt stukket i armene. Det har vi nu formaliseret, og forældrene kan bestille varerne på nettet og få dem sendt til os børn med posten - sammen med en kærlig hilsen, naturligvis, fortæller Christian Olesen, som er en af de tre iværksættere. - Ja, vi er jo selv studerende og ved, hvad der behøves. Derfor har vi sammensat mange praktiske og sjove pakker med alt fra rengøringsmidler, over færdige frosne madretter til chokoladekiks, slik og pasta, supplerer Christian Sindberg og Kristian Vies Madsen. De studerer begge erhvervsøkonomi med entreprenørskab og innovation, mens Christian Olesen er civilingeniørstuderende med fokus på produktudvikling og innovation.

Opmuntrende temapakker

Virksomheden åbnede officielt 1. august og blandt de opmuntrende pakker er: * Eksamens-Anti-Stress-pakken, der indeholder bl.a. energidrik, cola og slik. * Mor-kommer-på-besøg-pakken, der udover kaffe og the også rummer de mest basale rengøringsmidler, så der kan være rent, når mor kommer. * Tak-mor-pakken, hvor den studerende kan byde medstuderende på micro-popcorn, cola, øl, chokolader, hurtig-suppe m.v. - eller selv nyde det bag computeren. * Garfield-pakken med færdiglavet lasagne. Udover færdige madretter og temapakker kan man også sammensætte sin egen omsorgspakke. - De fleste bruger også hjemmesidens mulighed for at lægge en personlig skriftlig hilsen med i pakken, fortæller Christian Olesen. Kilde: SDU