Jorden rundt i 257 dage blev til 90 undervisningsforløb

Jorden rundt i 257 dage blev til 90 undervisningsforløb

Den verdensomspændende Galathea 3-ekspedition dokumenteres i ny film. Ekspeditionens resultater danner baggrund for hjemmesiden Virtuel Galathea, hvor du blandt andet kan få inspiration til naturvidenskabelig undervisning.
Et tv-hold og en flok sammenbragte forskere, sømænd og studerende på forskningsekspedition i 257 dage. Det er, hvad gæsterne ved premieren på den nye dokumentarfilm om Galathea 3-ekspeditionen kan opleve, når filmen vises for første gang tirsdag den 1. december. Ekspeditionen og skibet ”Vædderen” lagde til kaj i april 2007, og forskerne er stadig i gang med at undersøge prøver og finde resultater. Flere af resultaterne har dannet baggrund for undervisningsprojektet Virtuel Galathea 3, som er støttet af Undervisningsministeriet.

90 undervisningsforløb

Erfarne lærere fra ungdomsuddannelser og grundskoler har arbejdet sammen med Galathea-forskere om at udvikle undervisningsmaterialet. Hjemmesiden virtuelgalathea3.dk fungerer således som database for 90 undervisningsforløb med baggrund i ekspeditionen. Hjemmesiden bruges flittigt af skolerne og har aktuelt cirka 1.600 unikke brugere om ugen. Eleverne har mulighed for at analysere og tolke på virkelige observationer fra Galathea 3-ekspeditionen og kan udspørge forskerne direkte om detaljer i deres projekter. Til de enkelte undervisningsforløb er der baggrundsstof, som supplerer lærebøgernes indhold. Der er udbytterige øvelser, hvor eleven under kyndig vejledning selv sætter sig i forskerens sted og anvender forskernes resultater og observationer fra ekspeditionen.

Materiale til gymnasiet og folkeskolen

Undervisningsmaterialet på virtuelgalathea3.dk er primært rettet mod gymnasiet og folkeskolen. I gymnasiet er materialet især velegnet til følgende fag: Naturgeografi, biologi, fysik, kemi, historie og naturvidenskabeligt grundforløb i 1. g samt naturvidenskabelig faggruppe i hf. I folkeskolen egner materialet sig især til fysik/kemi, biologi og geografi. Dokumentarfilmen om Galathea 3-ekspeditionen vises tirsdag den 1. december for særligt indbudte ved visninger i Frederikshavn og København. Filmen vil senere blive vist på TV 2. Kilde: Undervisningsministeriet