Heldagsskole giver gode resultater

Heldagsskole giver gode resultater

Selsmoseskolens forsøg med heldagsskole har resulteret i fagligt stærkere elever og mere engagerede forældre. Undervisningsministeren besøgte skolen for at høre om dens gode erfaringer.
En sammenhængende, fagligt udfordrende og indholdsrig skoledag. Undervisningsminister Troels Lund Poulsen besøgte den 11. april Selsmoseskolen for at høre om dens erfaringer med et indtil videre seksårigt forsøg med heldagsskole for 0.-6. klasse. Forsøget begyndte i 2006. 98 procent af eleverne på Selsmoseskolen har et andet modersmål end dansk. I 2006 blev 30 procent af distriktets elever indskrevet på skolen. I dag bliver 40 procent indskrevet, og eleverne klarer sig bedre fagligt.

Gratis havregrød og frugt

Troels Lund Poulsen var meget interesseret i at høre om skolens omkostninger til forsøget. Skoleleder Ellis Andersen fortalte, at en elev på Selsmoseskolen koster 120.000 kroner om året, mens elever på kommunens andre folkeskoler koster væsentligt mindre. Det skyldes, at prisen for SFO’en er en integreret del af skolen og derfor lægges oven i beløbet.

God kontakt mellem skole og hjem

Skolen har ansat en skole-hjem-vejleder, der med succes er kontaktled mellem forældrene og skolen. Blandt andet har forældrene vist stor interesse for forældrekurser i opdragelse. ”Vejlederen får godt fat i de forældre, der tidligere ikke engagerede sig i skolen og for eksempel ikke mødte op til skole-hjem-samtaler,” fortalte Ellis Andersen. Også på andre områder gør skolen en særlig indsats for at give eleverne en optimal skolegang. For eksempel har eleverne mange undervisningstimer i dansk og matematik. De får også tilbud om læsecafé og undervisning i frikvartererne, og forældrene kan deltage i kulturelle aftener. Endvidere får de tilbudt gratis havregrød om morgenen og frugt om eftermiddagen. ”Jeg har stor respekt for jeres arbejde,” sagde Troels Lund Poulsen, da han havde hørt om kommunens og skolens overvejelser om, hvordan eleverne på Selsmoseskolen får optimalt udbytte af deres skolegang.

Selsmoseskolen

Selsmoseskolen er en heldagsskole fra 0. til og med 6. klasse. Forsøget har foreløbig kørt siden 2006 og givet et markant fagligt løft til en gruppe – som udgangspunkt – svage elever. Cirka 98 procent af eleverne på skolen har anden etnisk baggrund end dansk, men er på niveau med eleverne i Taastrups traditionelle folkeskoler

Indsats med heldagsskoler

Regeringen har i folkeskoleudspillet ”Faglighed og Frihed” foreslået, at kommunerne får frihed til at oprette heldagsskoler, for eksempel i eller i tilknytning til udsatte boligområder, men først skal indsatserne evalueres. Besøget på Selsmoseskolen tjente blandt andet til inspiration til en national handlingsplan for styrket faglighed blandt tosprogede elever i folkeskolen. I den sammenhæng vil Undervisningsministeriet indgå forpligtende partnerskaber med en række kommuner, der har store udfordringer i forhold til tosprogede elever i folkeskolen. Kilde: UVM.dk