Forfremmelse og karrierespring vha. RUC

Forfremmelse og karrierespring vha. RUC

RUC har nu dokumenteret at den nye masteruddannelse i oplevelsesledelse tit er lige så fremmende for en karriere som en MBA fra udenlandske universiteter og handelshøjskoler.
Det er resultatet af en opgørelse, som uddannelsesleder Jens Friis Jensen har foretaget i relation til uddannelsens første afgangshold, som dimitterede sidste år. Intet mindre end 55 procent har opnået et karrierespring i eller udenfor deres virksomhed eller har etableret deres egen virksomhed. ”Det interessante er, at der ikke er stor forskel på karrierespringene i henholdsvis private og offentlige virksomheder. Det tyder på, at masteruddannelsen ud over det teoretiske indhold også kan indarbejdes i kandidaternes hverdag og således giver merværdi både til dem og deres arbejdsplads. Nogle af masterne fra det første hold har endog været så kreative, at de allerede under uddannelsen har været i stand til at designe sig selv nye job i deres organisation. Det kan indikere, at der er meget ”hands on” bygget ind i uddannelsen,” konstaterer Jens Friis Jensen. Fakta: Masteruddannelsen i oplevelsesledelse er to-årig og koster lidt over 100.000 kr. Den tager sigte på ledelsesaspekterne i oplevelsesøkonomien. Uddannelsen blev etableret i 2005. Kilde: RUC