Flere internationale skoler skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft

Flere internationale skoler skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft

Danmark mangler internationale skolepladser til børn af højtuddannede udenlandske forældre. Derfor har undervisningsminister Bertel Haarder netop fremsat et lovforslag, der gør det muligt at oprette filialer af internationale skoler.
En amerikansk softwareudvikler eller en indisk medicinalforsker – Danmark har stor interesse i at tiltrække og fastholde højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. For at Danmark bliver mere attraktiv på det internationale arbejdsmarked, skal der være flere muligheder for, at højtuddannede udenlandske forældre kan få undervist deres børn i internationale skoler. Her kan de internationale elever for eksempel blive undervist på engelsk i læsning, historie eller matematik. Det er et vigtigt konkurrenceparameter, hvis højt kvalificerede udenlandske forældre skal vælge Danmark som deres fremtidige arbejdsplads. Fredag den 29. januar 2010 har undervisningsminister Bertel Haarder derfor fremsat et lovforslag, der gør det muligt at oprette internationale filialskoler i Danmark. Fremover skal frie grundskoler med et andet undervisningssprog end dansk kunne etablere filialer til deres undervisning andre steder i landet. Desuden vil private gymnasier, som tilbyder internationale eksamener, der kan give adgang til videregående uddannelser i Danmark, også få den samme mulighed. Undervisningsminister Bertel Haarder udtaler: ”Vi har brug for at trække endnu flere kloge hoveder til landet. Internationale kompetencer er nemlig afgørende, når vi skal udvikle fremtidens innovations- og videnssamfund. Derfor er flere internationale skolepladser en vigtig gulerod, som vi nu kan tilbyde den dygtige udenlandske arbejdskraft i Danmark.” Kilde: Undervisningsministeriet