Flere får en uddannelsesaftale

Flere får en uddannelsesaftale

I årets første fem måneder er der indgået 20 procent flere uddannelsesaftaler i forhold til samme periode sidste år. Det viser den seneste praktikpladsstatistik.
Elever, der skal ud at finde en praktikplads, kan glæde sig over den seneste udvikling på praktikpladsområdet. De nyeste tal fra maj viser, at der i løbet af årets første fem måneder er indgået 12.120 uddannelsesaftaler. Det er 20 procent flere i forhold til de første fem måneder i 2009. Der har været en markant fremgang i maj, hvor der er indgået 55 procent flere aftaler end i samme måned sidste år. Undervisningsminister Tina Nedergaard glæder sig over, at den positive udvikling på praktikpladsområdet fortsætter. ”De nye tal underbygger min tro på, at regeringens mange initiativer, for eksempel bonusordningen, hvor virksomhederne får op til 50.000 kroner for at tage en elev, virker. For at skabe endnu flere praktikpladser og fortsætte den positive udvikling skal alle parter blive ved med at arbejde hårdt, så endnu flere unge kan få en praktikplads,” siger ministeren. Der er fremgang for alle typer aftaler sammenlignet med den samme periode sidste år. Antallet af ordinære aftaler er steget med 16 procent, mesterlæreaftalerne med 18 procent og de korte uddannelsesaftaler med 101 procent. I årets første fem måneder er der optaget 2.387 elever i skolepraktik på alle indgange, hvilket er 65 procent flere end den samlede tilgang i de fem første måneder af 2009. Kilde: Undervisningsministeriet