Få styr på lektierne – lav en læseplan

Få styr på lektierne – lav en læseplan

Som studerende kan det godt nogle gange være svært, at nå det hele. Man skal jo både læse, passe sit studejob, ses med vennerne, have nok søvn, mødes med studiegruppen, komme til timerne, huske forelæsningerne, ringe til familien, og listen fortsætter. Det kan være svært at nå det hele, men med en læseplan kan du få styr på læsningen – eller så godt som, i hvert fald.

 

Hvad er en læseplan?

Det er ret ligetil – det er en plan over din læsning. Det er så du ved, hvad du skal læse på hvilke tidspunkter. Nogle studerende har ikke så mange fag af gangen, andre har en god håndfuld, men uanset hvor mange fag du har, så kan en læseplan give dig et godt overblik og en god struktur i dit studieliv. Læseplanen viser dig hvornår du skal læse hvad til hvilket fag, og hvor meget tid du forventer at bruge. En læseplan er rigtig godt til den studerende, der lige skal sparke sin selvdisciplin i gang.

 

Jeg kan ikke nå at læse det hele, hvad gør jeg?!

Tag det helt roligt. Det er de færreste studerende, der kan nå at læse det hele. Mange studerende kan snildt have et pensum på omkring de 3000 sider hvert semester, og det svarer altså til 7-8 romaner der skal læses på kun 3-4 måneder. Det er helt forståeligt, at man ikke kan nå at læse alt, det er bare vigtig at prioritere. Her må du vurdere, hvilke fag der er vigtigst, at få læst til. Nogle undervisere deler noter ud, gennemgå dagens lektie slavisk eller laver udførlige PowerPoints, og derfor er det måske ikke det fag du behøver at læse mest op til. Du kan også vurdere ud fra eksamensformen. Er det en skriftlig eksamen, hvor du har mulighed for at bruge hjælpemidler undervejes, så kan det være du ikke behøver at læse alt i løbet af semesteret. Er det derimod en mundtlig eksamen, hvor du skal trække et spørgsmål, så er det nok en god ide at bruge mange kræfter på at få læst og skrevet gode noter. Er det et fag du er stærk i eller ej?

 

Hvornår bør jeg læse?

Hvornår læser du bedst? Du bør overveje hvornår du læser bedst, så du får mest ud af din læsning. Hvis du ikke ved det på forhånd, så prøv at teste dig selv. Er det om morgenen inden skole, om eftermiddagen efter undervisning, eller sent på aften? Med en læseplan kan du holde styr på hvad der skal læses hvornår, og få nogle faste rytmer ind i dit studieliv, derfor vil det være en fordel at vælge de samme tidspunkter hver uge, hvis det kan lade sig gøre.

 

Skriv det ned

Du kan ikke have en læseplan i hovedet, så skriv den for guds skyld ned. Tag et stykke papir, og lav et skema over alle ugens dage. Skriv ind i skemaet, hvornår du er til undervisning, hvornår du eventuelt er på arbejde og hvis du har en fast aktivitet hver uge, såsom sport, skoleaktivitet eller møde med studiegruppen. Nu har du et overblik over alle dine frie timer, så kan du begynde at planlægge læsetid. Vælg nogle faste dage og tidspunkter, hvor du kan studere og forsøg, at overhold det. Du behøver selvfølgelig ikke følge din plan slavisk, men hvis du vænner dig til at studere hver onsdag kl 13 i læsesalen efter undervisningen, så bliver det en rutine og du får nemmere ved at gøre det, fremfor at gå hjem og se Netflix. Du er selvfølgelig nødt til at vurdere hvor lang tid du skal bruge på at læse, og her er det bedre at sætte lidt for meget tid af. Det er federe at have tid til overs, end at skulle bruge noget af den skemalagte fritid. 

 

Hav fritid i din plan

Flere og flere studerende oplever stress på grund af deres studie og forventningerne til dem. Selvom din underviser måske er uenig, så er studierne altså ikke alt. Husk at sætte tid af til venner, familie og dig selv. Det er ikke jordens undergang, at du ikke får læst, men det er vigtigt du har det godt og passer på dig selv.  I din læseplan kan du f.eks. planlægge, at du holder fri fra bøgerne hver lørdag, du stopper altid med læsningen kl. 18 eller du skal med til pubquiz hver torsdag. Selvfølelig skal du være seriøs angående din læsning og den tid du sætter af til det, men det betyder ikke, at der ikke skal være plan til spas og løjer. Man skal jo nyde studelivet, imens man har det!