Et arbejdsmiljøministerium??

Et arbejdsmiljøministerium??

Efter et regeringsskifte, er det nok et godt tidspunkt at ryste posen og få sat fokus på arbejdsmiljøet, mener næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg.
Hun foreslår, at arbejdsmiljøområdet tages helt ud af Beskæftigelsesministeriet, og at der dannes et ministerium for et sundt arbejdsmiljø. Samtidig skal der også dannes en forebyggelseskommission, som skal komme med helt konkrete forslag til, hvordan vi undgår, at så mange mennesker rammes af stress og psykiske belastninger. Lige pt. fylder arbejdsmiljøet ikke ret meget i beskæftigelsesministeriets resortområde. Det er faktisk næsten usynligt. Samtidig er der alt for mange danskere, der lider af arbejdsrelateret stress og psykiske problemer. Det er faktisk helt op til 40% af sygefraværet i Danmark, der skyldes stress, siger Dorte Steenberg. Dette koster ifølge opgørelser en ekstraudgift til sundhedsvæsenet på cirka 855 millioner kroner om året, så der er vel kort sagt behov for nye løsninger, tilføjer hun. Bo Netterstrøm fra arbejdsmedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital, som er en af landets førende forskere inden for stress, mener, at det afgørende må være, at ledere og virksomheder er opmærksom på, at der er en sammenhæng mellem en sund arbejdsplads, der ledes ordentligt, og virksomhedens bundlinje. Det er klart at ansattes produktivitet øges, når der er et sundt og velfungerende psykisk arbejdsmiljø. Desværre oplever vi i denne tid med pressede konjunkturer, at virksomhederne øger presset på medarbejderne på en måde der går ud over arbejdsmiljøet, for at øge indtjeningen, siger han. Han kan dog ikke tage stilling til, om oprettelsen af et arbejdsministerium er vejen frem, men han kan godt se en idè i at lave en forebyggelseskommision, som skal se på hvordan vi får mindsket sygefraværet og tilgangen til førtidspension. Hvis den sag kan løftes op på bordet, og arbejdsmarkedets parter er med på idèen, så vil det være et stort skridt fremad, siger Bo Netterstrøm.