Elever i protest over elendige IT-forhold

Elever i protest over elendige IT-forhold

Lærere og elever på Frederiksberg er rasende. Massive IT-problemer har nu ødelagt undervisningen i over et halvt år.
Mandag tilspidsede situationen sig, da en 9. klasse fra Skolen på Nyelandsvej på Frederiksberg ikke kunne aflevere deres projekt, da skolens computerdrev igen var gået ned. Ovenpå dette valgte de unge at gå i samlet flok til Frederiksberg Rådhus og demonstrere mod de dårlige IT-forhold der er på skolerne i kommunen. Formand for Frederiksberg Kommunelærerforening, Ane Søegaard, forsøger at råbe kommunen op og fortæller ”Lærere og elever er dybt frustrerede over, at vi ikke kan få adgang til computere og internet i undervisningen. Det er kommunes ansvar at løse det her problem og leve op til IT-bekendtgørelsen, som kræver, at vi skal have ordentlig adgang til pc’er og internet på skolerne”. Ane Søegaard mener, at de elendige IT-forhold vil skade elevernes uddannelse og indlæring, og fortsætter, ”IT er en fuldstændig fundamental del af undervisningen i dag. Jeg fatter ikke, at kommunen ikke gør mere for eleverne. De har lyttet ikke til de råb, der har været siden sommeren 2008. Problemerne har forsinket undervisningen og skabt ekstremt dårlige arbejds- og undervisningsforhold for både lærere og elever”. Hos Frederiksberg Kommunes beklager man de mange IT-nedbrud der har været på skolerne, og IT-chef, Flemming Engstrøm, lover der bliver gjort noget ved problemerne snarest muligt. I et brev til skolerne skriver han: ”Vi skal også beklage manglende information om opgraderingen og konsekvenserne af den. Der blev ringet rundt til alle skoler i forbindelse med nedbruddet på internetforbindelsen, men informationen har ikke været god nok, og det skal vi beklage”.