EVA: Skolepraktik giver gode faglige færdigheder
Erhvervsskoleelever opnår stort set de samme karakterer i skolepraktik, som når de er i virksomhedspraktik. Det viser en ny rapport.
Det har ikke den store betydning, om en murerelev eller elektrikerelev er i skolepraktik eller virksomhedspraktik. Eleverne får stort set de samme karakterer, uanset om de tilbringer praktiktiden på skolen eller i en virksomhed. Det viser en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Undersøgelsens resultater understøtter de anbefalinger, som Erhvervsuddannelsesudvalget fremlagde for nylig. Udvalget foreslog blandt andet oprettelse af praktikpladscentre, der skal styrke elevernes faglighed og give dem praktik i både virksomhed og på skolen.
”Det vigtigste er, at de unge får en uddannelsesaftale i en virksomhed, fordi det giver eleverne erfaring fra en rigtig arbejdsplads. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, giver de foreslåede praktikpladscentre en sikkerhed for, at de unge kan gennemføre deres uddannelse og komme i virksomhedspraktik i flere virksomheder i kortere perioder, imens de er i skolepraktik,” siger Christine Antorini, børne- og undervisningsminister.
Kilde: UVM