Der er mange fordele ved at være studerende
Studerendes økonomi kan føles begrænsende
Som studerende kan man meget let komme til at føle sig meget begrænset, fordi ens økonomiske forhold ofte ikke er så gode som folk med arbejde. Især hvis ens venner er ude i det voksne arbejdsliv og bare kører med klatten og tjener en masse penge, er det nemt at føle sig lidt bagud.
Man kan måske ikke bare tage ud og spise, når man gerne vil, og når man gør det, skal man lige først tjekke kontoen for at være sikker på, at betalingen ikke fører til overtræk. Man vælger formentlig også tit de billigere alternativer, selvom maden også ofte er derefter.
Man kan måske heller ikke bare tage afsted på drømmerejsen til sydens sol eller nordens kolde fjelde, simpelthen fordi økonomien ikke er til det. Man kan føle sig fanget tilbage i Danmark, mens man har oplevelsen af, at alle andre hele tiden rejser rundt til alle de spændende steder i verden og oplever en hel masse.
Det er møghamrende træls, og man kan let føle, at hele verden er imod én. Det er tidspunktet, hvor man som studerende måske nogle gange lige skal huske at tage en slapper og tænke på alle de fordele, der er ved at være studerende – for det er der, mange fordele altså.
Tid
En af de helt store fordele ved at være studerende er, at du selv kan prioritere din tid.
Hvor mange, der er kommet ud på arbejdsmarkedet, tror du ikke savner at kunne sove lidt længere en onsdag morgen, fordi de har fået en øl eller fire med vennerne tirsdag aftenen. Det er bare ikke altid muligt, når man har et arbejde med et mødetidspunkt, der siger klokken otte om morgen hvis ikke før. Der skal du møde på plettet, frisk og veludhvilet og klar til dagens dont, der i virkeligheden slet ikke slutter, når du har fået fri fra arbejde. Dagens arbejde slutter først, når du har købt ind til aftensmad, måske har hentet dine unger, har lavet aftensmad, og først der, når du fuldstændig udkørt kan sætte dig i din sofa og tænde for noget ligegyldigt tv, slutter dagens arbejde. Bortset fra at der selvfølge bør blive gjort noget ved opvasken. På dette tidspunkt orker du sikkert slet at tage ud og drikke en øl.
Det er slet ikke et problem, man har som studerende. Selvfølgelig er et studie et fuldtidsjob, men det er et job, der kan gøres, når det passer dig. Der er nogle fastlagte timer på ens uddannelsesinstitution, som man kan komme til, men alt, hvad der hedder selvstudie, kan den studerende placere på et tidspunkt, der passer ind i resten af ens planer. Det betyder, at det ikke behøver at være et problem at lave aftaler med venner og familie.
Selv hvis man har morgentimer, vil det ofte ikke være mange timer, så man kan tage hjem og tage en middagslur, hvis man ikke har fået så meget nattesøvn.
Mange med et job misunder dig helt sikkert denne frihed. En frihed, der er værd at nyde, så længe du har den, for en dag er det dig, der har et 8-16-arbejde, og som tænker tilbage til de gode gamle dage på skolebænken.
Ansvar
Som studerende har du heller ikke det samme ansvar, som man har, når man er på arbejdsmarkedet. Som studerende har du selvfølgelig et ansvar for dig selv og for dit studie, men det går ikke udover andre end dig selv, hvis noget ikke bliver, som du ønsker det.
Hvis du som studerende ikke gør dit arbejde så godt, får du måske en dårligere karakter end håbet. Det er typisk det værste, der kan ske. Det er selvfølgelig træls nok, men prøv at tænk over hvad en off-dag kan betyde for en sygeplejerske, en folkeskolelærer eller en stilladsarbejder.
Hver dag står de til ansvar overfor andre, når de er på arbejde. En sygeplejerske står med andres liv i hænderne, en folkeskolelærer har ansvaret for sine elevers læring, og en stilladsarbejder har ansvaret for, at stilladset er sat ordentlig op, så der ikke er nogen, der falder ned.
Ude i den virkelige verden langt væk fra studiebøgerne kan man ikke altid på samme måde som en studerende have en dag, hvor man bare er ligeglad og ikke gider, for det kan have betydning for andre end én selv.
Læring
Noget mange sikkert tit glemmer, når de tænker over deres studieliv, er, hvor privilegerede de er i forhold til læring.
Som studerende er du i den fantastiske situation, at du hver dag kan tilegne dig ny viden. Du kan hver dag bruge timer på at sætte dig ind i nyt stof, der gør dig klogere på dit felt. Et felt som du vel at mærke selv har valgt og derfor må finde interessant.
Når du er til timer på din uddannelsesinstitution, får du tit undervisning af nogle af de klogeste hoveder inden for dit område. Mennesker, der ved alt det, som du gerne vil vide og mere til.
Det er et privilegie, som bestemt er værd at udnytte, når man har muligheden. En mulighed, som du har som studerende.
Der skal sikkert ikke tænkes længe, før man kan komme i tanke om mange andre fede fordele ved ikke at have et fuldtidsjob og i stedet kan kalde sig studerende.
Næste gang du som studerende er træt af din økonomi, så sæt dig ned og tænk over alle fordelene og se hvor lang en liste du kan lave over luksus-ting ved at være studerende.