Brug pauserne til motion

Brug pauserne til motion

Borgmesteren, ministeren, lærere og elever fik sved på panden, da Københavns Kommune lancerede motionsbogen "Move On". Bogen skal inspirere elever og lærere på kommunens erhvervs- og produktionsskoler til små motionspauser
Det var egentlig meningen, at det kun var eleverne fra en række erhvervs- og produktionsskoler, der skulle illustrere øvelserne i motionsbogen ”Move On” ved lanceringen på Niels Brock i København fredag den 23. oktober 2009. Men både Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsborgmester, Mogens Lønborg, og undervisningsminister Bertel Haarder tog ivrigt del i øvelserne.

Undervisningsministeren gik på hænder

Undervisningsminister Bertel Haarder holdt tale ved dagens lancering. Og han havde en tilføjelse til øvelserne i motionsbogen: ”Det er nogle gode øvelser, der er med i motionsbogen, men der er én, I har glemt,” sagde Bertel Haarder, hvorefter han til forsamlingens store overraskelse demonstrerede, at han kan gå på hænder. ”Motionsbogen er et flot initiativ, som kan være med til at ændre opfattelsen af motion og sundhed i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser. For som vi har set i dag, behøver det bestemt ikke at være kedeligt at dyrke motion. Jeg håber, at andre kommuner og skoler vil lade sig inspirere af Københavns Kommunes tiltag,” sluttede undervisningsministeren.

Fakta

Københavns Kommune har udviklet Move On som et led i satspuljeprojektet ”Ung og Sund i Uddannelse”, der er et folkesundhedsprojekt målrettet elever på ungdomsuddannelser i kommunen.