Brug hovedet, når du færdes i trafikken
Vi husker alle sammen, hvordan vi som børn blev introduceret til ”sikker trafik”. Vores forældre cyklede med os, når vi skulle rundt i byen på cykel de første gange, og folkeskolen gjorde altid et stort nummer ud af at lære os at færdes i trafikken. Vi har indlært, hvordan vi cykler, lige så vel som det er indlært, at vi må gå over, når det er rødt. Mennesket er dog et så rutinepræget og vanedannet væsen, at det simpelhent glemmer at tænke sig om, når de færdes i trafikken. Vi regner altid med, at andre følger de samme regler, som os selv, men af og til sker det, at enkelte ikke følger færdselsloven og/eller der sker et uheld.
Kommer du eksempelvis på cykel, og en bil brager ind i dig i et højresving, så bliver du glad for, at du har garderet dig med en cykelhjelm.
Du er ikke længere et barn, du er ung studerende i en stor by, og bør derfor tage dig nogle forholdsregler, uanset om du kommer rundt i byen på gå-ben, på motorcykel, knallert eller på cykel eller med bil, både for din og for andres sikkerhed.
For den gående
Vær opmærksom på, hvor du går. Er du til fods på stier, skal du huske at tænke på, at cyklister og ryttere også må bruge stien, og I derfor er flere trafikanter. Vis hensyn og giv plads til hinanden, og gå gerne i venstre side, så du kan se de cyklister, som kører imod dig. Går du i højre side, og der kommer en cyklist bagfra, er det en oplagt anledning til irritation, hvis du pludselig træder til siden, og i værste fald kan der ske et uheld.
Skal du sent hjem fra byen en dag, eller ud en mørk og kold vinterdag, så brug gerne reflekser. Sæt dem på tøjet og tasken, så reflekserne kan fanges af bilernes lys på lang afstand. Det er ikke barnligt at bruge reflekser – det er klogt.
Til den cyklende
En stor brøkdel af de studerende i Danmarks studiebyer cykler. Cyklen er et godt transportmiddel, men endnu engang ét folk tager for let på. Det er vigtigt, at have gode cykelvaner, da de kan redde liv.
Klichéen er selvfølgelig, at du skal bruge en cykelhjelm. Når uheldet er ude, så er dit hoved i det mindste beskyttet.
Ligesom den gående skal du gøre dig synlig for andre trafikanter i mørket. Husk derfor cykellygter – du kan desuden få dig en grim bøde, hvis dette ikke overholdes, så for din økonomis skyld, er dette en god forholdsregel at tage.
Alt for mange cyklister benytter sig af musik i ørerne, hvilket reducerer ens koncentrationsevne. Dette er langt fra positivt, da det vigtigste i trafikken er, at man konstant er grundigt orienteret i sideveje og i kryds. Drop derfor musikken i ørerne, og fjern telefonen fra hånden, så du kan give tegn og markere din hensigt over for andre i trafikken.
For dig med bil
Når du færdes i trafikken, så hold øjnene på vejen. Ja, det kan være meget sjovt at sende en snap fra bilen, hvor man kan se antal km i timen, men det fjerner fuldstændigt dit overblik i trafikken. Du kan forhåbentlig også vente med at svare din sms, indtil du kommer hen et sted, hvor du kan holde stille i ro og mag.
Vigtigst af alt er dog, at du efter en tur i byen IKKE tager din bil hjem. Ca. hver 6. trafikdræbte mister livet i spritulykker. De fleste skal ikke drikke meget alkohol, før de når grænsen for spritkørsel på 0,5 promille. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har drukket for meget, så lad bilen stå. Det sikreste er, at du lader bilen blive derhjemme, hvis du ved, at I er nogle stykker, som skal hygge jer med alkohol.