5 idéer til jobs du kan tage i dit sabbatår

5 idéer til jobs du kan tage i dit sabbatår

Uddannelsen er sat på pause og sabbatåret er skudt i gang. Vil du gerne bruge noget tid på at få erhvervserfaring, spare op til at rejse eller flytte hjemmefra, eller vil du bare gerne have et break fra hverdagen som studerende? Så kan det være en god mulighed for dig at udnytte tiden ved at få et deltids- eller fuldtidsjob. Men hvad skal det så lige være? Se herunder 5 idéer til jobs i sabbatåret.

 

Rengøringsassistent

Nyder du et job, hvor du kan gå rundt i stilhed og arbejde selvstændigt? Så kan et job hos et rengøringsfirma være noget for dig. Her får du en pause fra den ellers travle hverdag som studerende, hvor du kan gå i ro og mag og udføre dit arbejde, samtidig med at du tilegner dig erhvervserfaring. Rengøringsjobs er ofte meget fleksible i arbejdstider. Du kan komme til at gøre rent i private hjem, eller du kan søge hos et rengøringsfirma, som tilbyder erhvervsrengøring. 

 

Lærervikar

Mange vælger at bruge deres sabbatår på at være lærervikar. Du kan blive tilkaldevikar ved en enkelt skole, eller du kan oprette dig på en portal, såsom Lærervikaren.dk, hvor du kan blive tilkaldt til diverse skoler. Du er aldrig garanteret et vist antal timer, så du skal sørge for at være fleksibel. Til gengæld får lærervikarer ofte en rigtig god timeløn, og arbejdsdagene byder på spændende udfordringer og variationer. Selvom visse skoler ikke aktivt søger lærervikarer, er der alligevel god mulighed for at blive ansat med en uopfordret ansøgning. Så det er bare med at ringe/skrive rundt til en masse folkeskoler.

 

Tjener

Et tjenerjob er en god mulighed for at få erhvervserfaring og tjene nogle gode penge. Du kan både søge arbejde på restauranter, caféer og hoteller. Arbejdstiderne er mere faste, og du får god mulighed for at forbedre dine kompetencer i kundeservice og kundekontakt. Der er også mulighed for både at få dags-, aften- og weekendvagter. Derudover er det ofte muligt både at finde deltids- og fuldtidsstillinger.

 

Piccolo/piccoline

Som piccolo/piccoline vil du få et indblik i den daglige arbejdsgang på en virksomhed. Jobbet vil ofte bestå af en række praktiske opgaver, hovedsageligt ved en computer og telefon. De specifikke opgaver er forskellige fra virksomhed til virksomhed, men du vil typisk komme ud for opgaver vedrørende mødebooking, klargøring og afrydning til møder, indkøb, oprydning samt andre ad hoc-opgaver og ærinder. Desuden er piccolo-/piccolinestillinger en god måde at komme ind i varmen på og skabe nogle gode kontakter.

 

Guide i udlandet

Vil du gerne kombinere arbejde med udlandsoplevelser, så kan det være, at jobbet som rejseguide er lige noget for dig. Som guide er du ansat hos et rejseselskab og vil komme ud for mange forskellige opgaver. Primært skal du yde service og stå til rådighed for rejseselskabets gæster. Det kan være alt fra at assistere gæster ved ankomst og afrejse til at stå for diverse aktiviteter og udflugter. For at blive guide vælger de fleste at tage på guideskole og blive uddannet guide derigennem. Du kan f.eks. tage en guideuddannelse hos Service&Co’s, hvor uddannelsen foregår i diverse lande og typisk varer en måneds tid.