The Organic Boho

Det er populært at være økologisk og vegansk, specielt blandt unge. Det har caféen The Organic Boho i København fundet ud af. Caféen er ejet af to danske søstre, som har udviklet konceptet for caféen, der er baseret på at være plantebaseret, bæredygtig og holistisk.  Caféen er altså ikke bare en café, men et sted, hvor man kan inspirere hinanden til at leve en mere bæredygtig livsstil. The Organic Boho blev nomineret til Byens Bedste Grønne Måltid i 2018 og 2019, så caféen på Christianshavn er et hit blandt både københavnere og turister.  


Når man kommer ind på caféens hjemmeside, bliver man mødt af farverig og plantebaseret mad. Og det er også, hvad man kan forvente, når man kommer ind på caféen. Her står der skrevet plantebaseret mad på menuen, og selv den største kødelsker vil blive sulten af deres veganske burgere. 


På deres plantebaserede og økologiske menu kan man starte dagen ud med deres rainbow brunch. Her kan du få en breakfast bowl, avocadomad, pandekager og de lækre sweet potato fries med chilimayo. Selvom der hverken er kød eller mejeriprodukter i deres mad, går de ikke på kompromis med kvaliteten.  


Er du tørstig, serverer de smoothies og iste, der kan få dig til at drømme dig væk til en strand på Bali. Priserne ligger mellem 89-199 kr, hvor du både kan få brunch og forskellige wraps. 


 Søstrene Karina og Maria Bruun fandt på konceptet i Ibiza i 2014, hvor de siden hen har udviklet deres koncept videre til festivaler, en butik i Torvehallerne samt en ny café, der åbner i 2020. De har i skrivende stund mere end 18.000 følgere på deres Instagram, som viser lækre avokadomadder og farvestrålende mad, som hitter blandt deres følgere. 


Deres mission er at bringe budskabet om bæredygtighed videre til Danmark og resten af verden. De lever efter værdier som integritet, passion og kvalitet, hvilket kan ses i deres mad, der er 100% vegansk og økologisk. Hvis du også er blevet bidt af den bæredygtige bølge, kan du læse mere på hjemmesiden og vide mere om værdierne bag caféen.