Tænk Facebook ind i din jobsøgning

Tænk Facebook ind i din jobsøgning

Mange virksomheder og rekrutteringsbureauer kontrollerer i stigende grad kandidaternes Facebook profil, og det er der ikke så mange jobsøgere, der er bevidste om i dag.


Så, står du og skal søge et job, enten som nyuddannet eller fordi du gerne vil prøve noget andet og derfor søger en ny stilling, så kan du med fordel tænke Facebook ind i din jobsøgning.


Hvad de fleste jobsøgere i dag ikke tænker over, er at Facebook faktisk spiller en rolle i deres jobsøgning, for en potentiel ny arbejdsgiver kan sagtens finde på at kigge på din Facebook profil for at danne sig et billede af hvem du er som person.


 


Hvad skal du være opmærksom på når du lægger noget ud på Facebook?


Først og fremmest er det en rigtig god ide at gennemgå din Facebook side med jævne mellemrum og fjerne eller ændre delingen af opslag, der sætter dig i et ”dårligt lys”.


Billeder hvor du på et segboard dingler fuld rundt på en strand på Ibiza kan f.eks. godt have en negativ indvirkning på en ny arbejdsgiver.


Opslag der giver udtryk for stærke/upassende holdninger, også selv om det var ment for sjov i sin tid, kan også være en dårlig ide og du bør nok overveje at slette dem eller i det mindste ændre delingen af sådanne opslag til kun at være til venner, så en kommende arbejdsgiver ikke kan se det.


Vær også opmærksom på at andre kan se hvilke grupper du tilhører. Har du f.eks. fået meldt dig ind i en gruppe med upassende holdninger, fordi du var nysgerrig omkring den, så skal du nok overveje at droppe dit medlemskab, selvom du måske ikke er aktiv i gruppen. Det kan nemlig give et forkert billede af dig som person.


Hvilke apps bruger du på Facebook? Er der noget imellem som måske ikke ligefrem ser lovende ud ifm. med en jobansættelse, så kunne det også overvejes at fjerne disse.


 


Private indstillinger på Facebook


Overvej nøje hvem der kan se hvad på din Facebook profil. Sørg evt. for at kun dine venner kan se dine billeder, politiske overbevisninger og religion ved at begrænse adgangen til hvem der kan se hvad du skriver på Facebook.


Der er også muligheden for at lave lister over hvem du skriver til, så du kan begrænse udbredelsen af opslag, der måske kan sætte dig i et dårligt lys. Uskyldige opslag eller spørgsmål du gerne vil have svar på kan kastes ud til alle, men du bør begrænse hvem der kan læse dine opslag generelt.


Overordnet er det en god ide at bruge Facebook med omhu, og aldrig lægge noget ud du ikke kan stå ved. Du skal selvfølgelig kunne stå ved hvem du er, men nogle ting kan godt misfortolkes, og det er derfor en god ide at tænke lidt over hvad du skriver før du skriver det.


Vær også opmærksom på, at dit profilbillede er professionelt, så du ikke ligner en hængt kat, eller har brugt et billede fra en fest, hvor du lige fik lidt for meget at drikke. Det tiltrækker ikke ligefrem en ny arbejdsgiver.


Der skal selvfølgelig være plads til at være den man er, men ting som disse kan man i nogle tilfælde med fordel ændre eller i hvert fald justere i en jobsøgningssituation. Det giver i hvert fald et positivt indtryk, hvis ens Facebook profil også giver et professionelt billede af en selv.


 


Facebook har også jobsøgningsgrupper


Én måde du kan gøre din profil på Facebook mere attraktiv på, er ved at opdatere din Intro sektion og din Om sektion, så den afspejler hvad du gerne vil have en ny arbejdsgiver til at se.


Intro sektionen er synlig for alle, så derfor bør den også afspejle hvem du er og hvad du gerne vil beskæftige dig med.


Derudover kan du også melde dig ind i jobsøgningsgrupper på Facebook, og sørg for at være aktivt søgende og opdater din profil hver gang du har noget nyt at tilføje.


Frem for alt, så være professionel i alt hvad du slår op på Facebook. Med andre ord, så lad være med at omtale forrige arbejdsgivere negativt, især hvis du deler disse opslag med hele verden. Det kan godt være at din gamle chef ikke har været den bedste kandidat for årets leder, men det kan give et negativt indtryk af dig som person hvis du udbasunere det til hele verden.


 


Sørg for at give et godt indtryk af dig selv


Som arbejdsgiver er det vigtigt for mig at kunne danne mig et billede af hvem jeg ansætter, og Facebook er en af de metoder jeg har til rådighed, som kan give mig et indtryk af den person jeg overvejer at kalde til samtale.


Består en ansøgers Facebook side udelukkende af party-billeder og arrige og stødende kommentarer, så er det ikke den person jeg ender med at kalde til samtale.


Brug derfor de muligheder Facebook giver dig til at give et positivt indtryk af dig som person, både igennem de kommentarer du skriver, de billeder du lægger ud, og den måde du taler til andre på. Det betyder utroligt meget.