Store beløb på vej til uddannelse fra Globaliseringspuljen

Store beløb på vej til uddannelse fra Globaliseringspuljen

Globaliseringsaftalen skal genforhandles i dette efterår. Regeringens Forslag til Finanslov for 2010 lægger op til, at ca. 3,3 milliarder kroner skal fordeles til uddannelse og forskning. Derudover får gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner udbetalt ca. 900 millioner kroner som forudsætning for, at de kan overtage deres bygninger.

De seneste tre år har Undervisningsministeriets område fået tilført godt 2 milliarder om året fra Globaliseringspuljen. Den aftale udløber i år og skal genforhandles i dette efterår som led i forhandlingerne om Finansloven for 2010. Regeringen har i sit Forslag til Finanslov for 2010 afsat ca. 3,3 milliarder kroner fra globaliseringspuljen, som skal fordeles til uddannelse, forskning og innovation.

Skolerne får derfor først at vide, hvilke midler de vil modtage fra globaliseringspuljen i perioden 2010-2012, når der bliver indgået en finanslovaftale for 2010.

Undervisningsminister Bertel Haarder udtaler


”Regeringen vil fortsat investere kraftigt i at få flere i uddannelse. Vi skal nu forhandle om fordelingen af milliarder fra globaliseringspuljen. Det giver et broget billede her og nu, men jeg ser frem til efterårets forhandlinger, så vi på den endelige Finanslov for 2010 igen kan fremvise en massiv ressourcetilførsel til undervisningsområdet,” siger Bertel Haarder.

De almene gymnasier, SOSU-skoler og voksenuddannelsescentrene har i flere år ønsket at eje deres egne bygninger. Det er derfor med stor glæde, at regeringen afsætter 900 millioner kroner til indførelse af bygningstaxametertilskud til de tidligere amtslige uddannelsesinstitutioner.

”Jeg er glad for, at vi hermed baner vejen for, at de almene gymnasier og de andre tidligere amtslige undervisningsinstitutioner kan overtage deres bygninger. Det vil give hver enkelt skole langt mere frihed til selv at disponere over betydelige midler, så de f.eks. kan tilgodese lokale behov. Jeg er sikker på, at skolerne kan forvalte en sådan frihed fornuftigt,” siger Bertel Haarder.


Finanslovsforslaget i øvrigt


Se oversigt over nøgletal på Undervisningsministeriets område

Et nyt projekt om Ambitiøs IT skal flytte ressourcer fra studieadministration til pædagogiske formål, så skolernes IT-opgaver i højere grad får eleverne i centrum

Fast mentorordning på højskoler skal hjælpe unge ind i kompetencegivende uddannelse

9 millioner kroner til etablering af regionale voksen- og efteruddannelsescentre (VEU-centre)

Bedre overblik over de mange voksen- og efteruddannelsestilbud

Tidligere besluttede effektiviseringsprojekter om administrative fællesskaber for at løse de administrative opgaver bedre og billigere er ved at blive gennemført

900 millioner kroner afsættes til indførelse af bygningstaxametertilskud. Det betyder, at de almene gymnasier og de andre tidligere amtslige undervisningsinstitutioner kan overtage deres bygninger.

Der afsættes 218 millioner kroner til at skabe flere praktikpladser, herunder bedre muligheder for skolepraktik. Det indgår også i finanslovforslaget. Læs mere om forligspartiernes aftale om skolepraktik og om den politiske aftale om praktikpladspakken.

Gode uddannelser forudsætter gode lærere. Der afsættes en pulje på 4 millioner kroner, der vokser til 9 millioner i 2013, til at udvikle lærere og lederes kompetencer på erhvervsuddannelserne

Kilde: Undervisningsministeriet