Stor tilfredshed med de videregående voksenuddannelser

Stor tilfredshed med de videregående voksenuddannelser

Job, løn, karriere og lysten til at lære mere får et positivt skub med en videregående voksenuddannelse. Det viser en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut.

De videregående voksenuddannelser, VVU, giver mulighed for at dygtiggøre sig inden for en lang række områder - og de kaster adskillige fordele af sig.

Især har VVU en positiv effekt på job, løn, karriere og lysten til at lære mere. Samlet set er deltagerne meget tilfredse med deres uddannelsesforløb. Det viser en ny rapport ”Videregående Voksenuddannelse (VVU)” fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.

VVU er uddannelser på erhvervsakademiniveau og kan anvendes som videre- og efteruddannelse. De er inddelt i tre områder: Det merkantile område, det tekniske område samt sundhed, pædagogik og forvaltning. Blandt de mange tilbud er akademiuddannelsen i ungdoms- og voksenundervisning, uddannelsen til friluftsvejleder og akademiuddannelsen i international handel og markedsføring.

Et centralt omdrejningspunkt i videre- og efteruddannelsessystemet generelt er uddannelsernes evne til at udnytte de studerendes erhvervserfaringer i undervisningen.

På de videregående voksenuddannelser bliver de studerendes erhvervserfaringer i høj grad inddraget i undervisningen. VVU lever således op til de politiske forventninger om at give voksne mulighed for fortsat at lære og udvikle sig med udgangspunkt i deres erhvervs- og livserfaringer.

Undersøgelsen konkluderer dog, at uddannelserne har et svagt brand. Det har resulteret i et manglende kendskab til dem, og det går ud over rekrutteringen af potentielle studerende.

Undervisningsminister Bertel Haarder har med stor interesse afventet undersøgelsen. Han pointerer, at fravalg af VVU ikke må skyldes manglende kendskab.

”Der har været meget høje forventninger til, at VVU kunne understøtte målsætningen om livslang læring for alle. Jeg er meget tilfreds med, at de indfrier forventningerne. Nu skal endnu flere kende til mulighederne. Det kan blandt andet ske ved, at institutionerne styrker kontakten til virksomhederne,” siger han.

Fakta


* VVU udbydes som åben uddannelse og svarer til et års fuldtidsstudier eller 60 ECTS-point. Uddannelserne tilrettelægges oftest på deltid - for eksempel over to år. VVU bygger oven på en ungdomsuddannelse og kræver to års relevant erhvervserfaring.

* Man får ret til at benytte titlen AU (Akademiuddannet), når man har læst et helt profilforløb. Læser man fire fagmoduler får man titlen merkonom, teknonom eller humanom. En VVU giver adgang til diplomuddannelserne.

Kilde: Undervisningsministeriet