Større inklusion er mulig

Større inklusion er mulig

Med den rette indsats kan flere elever inkluderes i almindelige folkeskoleklasser uden at svække fagligheden. Det er konklusionen fra 22 kommunale projekter i satspuljeprojektet om større inklusion i folkeskolen.

Mindre specialundervisning, styrket faglighed og øget rummelighed. Det var målet med det satspuljeprojekt, som 22 kommuner har deltaget i siden 2008. Afslutningen af satspuljeprojektet blev markeret ved en konference den 21. januar 2011, som undervisningsminister Tina Nedergaard deltog i for at høre kommunernes erfaringer.

”Det er vigtigt at grundlægge inklusion og accept allerede i skolen, for det bliver kun sværere at lære at rumme hinanden, jo ældre man bliver,” sagde Tina Nedergaard i sin tale på konferencen.

Kommunerne viser vilje


På konferencen var repræsentanter fra 22 kommuner tilstede for at dele ud af deres erfaringer med inklusion. Der er med satspuljeprojektet lagt op til fortsat vidensdeling blandt landets kommuner.

De 22 projekter var på konferencen repræsenterede på stande i Tivoli’s Congresscenter. Kommunerne viste stor interesse for at lære af hinandens projekter.

Inger Marie Kristensen, skoleleder i Ringkøbing Skjern kommune, udtrykte det således: ”Vi vil virkelig det her, og vi vil lære af hinanden. Det har bestemt været spændende at arbejde med projektet, og i dag kan vi virkelig mærke gejsten.”

Som et led i den videre forskning og udvikling på området foreslår regeringen, at der frem mod 2020 gennemføres 100 ph.d.projekter, der alle tager udgangspunkt i den undervisning, der udføres på skolerne. De nye ph.d.er skal deltage i uddannelsen af lærere, mens de forsker.

Flere elever kan inkluderes


Antallet af elever, der bliver placeret i specialklasser, har i de seneste år været stigende, og det er den kurve, ministeren vil knække nu. 33.000 elever, hver tyvende, bliver i dag undervist i specialundervisning eller i specialskoler. Det er for mange, lyder det fra ministeren.

”Udviklingsarbejdet viser, at det faktisk er muligt: Vi kan inkludere flere elever. Ikke alle, men flere end vi gjorde før. Vi skal knække kurven. Vi skal inkludere flere. Det er meget vigtigt, for vores unger er det vigtigste i vores liv,” sagde undervisningsminister Tina Nedergaard.

De stigende tal er også dyre, for hver hundrede elever, der kan inkluderes i den almindelige undervisning, frem for specialundervisningen, kan der årligt frigøres 15 millioner kroner til den almindelige folkeskole.

På konferencen lagde ministeren op til, at regeringen er villig til at ændre rammebetingelserne, så de i højere grad støtter en inkluderende praksis. Derefter vil det være op til kommunerne at finde ud af, hvilke veje der skal vælges imod en mere inkluderende folkeskole.

Fakta


Konferencen markerede slutningen på satspuljeprojektet: ”Mindre specialundervisning, styrket faglighed og øget rummelighed”. Projektet har siden 2008 arbejdet for at reducere henvisningen til specialundervisningen, styrke fagligheden og øge rummeligheden i folkeskolen.

Satspuljeprojektet har kørt siden 2008 i 22 kommunale projekter.

Professionshøjskolen UCC har igennem projektet opsamlet projektets erfaringer på projektets hjemmeside.

Kilde: UVM.dk