Stigende mangel på praktikpladser

Stigende mangel på praktikpladser

Antallet af praktikaftaler falder. I alt er der 4 procent færre i praktik ved udgangen af februar 2009 end på samme tid året før. Det er et procentpoint mere end i januar.

Det viser nye opgørelser fra Undervisningsministeriet om praktikpladssituationen i februar 2009. I alt har 66.440 elever en praktikaftale. Godt 4.800 elever mangler en praktikplads i forbindelse med deres erhvervsuddannelse. Heraf er cirka 1.800 elever i gang med uddannelsen med brug af skolepraktik.

Den finansielle krise betyder, at virksomhederne er varsomme med at oprette nye praktikpladser og tage flere lærlinge ind. I forhold til februar sidste år, hvor antallet af praktikpladser var historisk højt, har virksomhederne i år oprettet 30 procent færre nye lærepladser. Samtidigt har der været en voldsom stigning til skolepraktik på 112 procent i forhold til samme tidspunkt året før.

Undervisningsminister Bertel Haarder mødes kl. 13. i dag med parterne Dansk Arbejdsgiverforening og LO for at drøfte situationen. Senere på dagen indkaldes forligspartierne.

Udviklingen i antal praktikpladser


Kilde: Undervisningsministeriet