Skoleelever gennemførte frivillige nationale test

Skoleelever gennemførte frivillige nationale test

De frivillige nationale test sluttede i fredags. Flere end halvdelen af landets skoler har været igennem testene, som bliver obligatoriske til foråret.

De nationale test giver lærerne mulighed for løbende at vurdere, hvor godt eleverne klarer sig, så undervisningen kan tilrettelægges med det bedst mulige udbytte for hver enkelt elev.

Landets skoler har haft mulighed for frivilligt at afprøve systemet. Meldingerne fra de deltagende skoler er, at testsystemet virker. Nogle lærere har dog givet udtryk for, at de synes, at opgaverne i de små klasser – især i læsning - er meget svære.

”Generelt er vi tilfredse med, hvordan det er gået. Vi er glade for, at så mange har valgt at lære systemet at kende, selv om de i denne omgang kun kan bruge resultaterne til at sammenligne eleverne indbyrdes i klassen – og ikke holde dem op imod et landsgennemsnit”, siger direktør i Skolestyrelsen, Martin Isenbecker.

Skal indeholde svære opgaver


Martin Isenbecker kan godt forstå, at mange har været overrasket over opgavernes sværhedsgrad. Han forklarer, at metoden er helt efter bogen, når et nyt testsystem skal afprøves.

”Vi er kede af, at nogle har haft en dårlig oplevelse på grund af sværhedsgraden. Der er simpelthen tale om et helt nyt testsystem, som skal indeholde svære opgaver. Det er bygget op, så det tilpasser sig eleverne undervejs. Det har vist sig, at der i anden klasse er elever, som kan svare på meget svære opgaver, derfor skal der være udfordringer for både fagligt svage og stærke elever, siger Martin Isenbecker.

Han understreger, at Skolestyrelsen lytter til alle tilbagemeldinger og vil intensivere sin informationsindsats op til de obligatoriske test i foråret.

Læs mere på Skolestyrelsens hjemmeside

Kilde: Undervisningsministeriet