Sådan bliver dit design til et studiejob

Sådan bliver dit design til et studiejob

Når du om aftenen skal slappe af, hvad gør du så?

Sidder du stille og passivt ved fjernsynet, laver du mad – eller har du en hobby, hvor du producerer noget?

Mange studerende har andet i livet end blot studiet og studiejobbet. Det kan være maling, design, hækling eller andre kreative aktiviteter om aftenen. Alt for mange ser desværre på det som blot en hobby og hygge-arbejde, når det faktisk er muligt at tjene penge på dit arbejde.

Det kræver bare, du ser mulighederne.

Vi ser her på, hvordan dit design og din hobby kan blive til et ekstra studiejob og mere indtægt i den tid af dit liv, hvor du har mest brug for den!

Sælg dine varer – markedspladser og digitale produkter

Tricket ligger i at du skal sætte dine kreationer til salg.

Det kan du gøre på to måder afhængigt af hvad din hobby er. Du kan enten lave digitale produkter (eksempelvis garnopskrifter, styrketræningsprogrammer eller bøger) eller fysiske produkter (lædervarer, mobilcovers eller malerier).

Digitale produkter kræver her lidt mere arbejde end de fysiske.

En god mulighed er at skabe et produkt, der kan sælges som en .PDF-fil. Hvis du er glad for at strikke, laver du strikkeopskrifter og eksporterer disse som PDF. Hvis du er glad for styrketræning hjælper du sikkert allerede dine venner med at lave madplaner og løfteprogrammer. Indtast disse i Word eller andet program og få en .PDF-fil ud i den anden ende.

Denne .PDF-fil sælger du på dit eget domæne ved hjælp af CMS’et Wordpress og den gratis udvidelse Easy Digital Downloads. Du kan tage betaling ved hjælp af PayPal, der kun koster noget hver gang du faktisk modtager en betaling.

På denne måde er du i gang med at sælge dine egne digitale produkter uden omkostninger for mere end et par hundrede kroner og den tid, du lægger i dit projekt. Udfordringen herefter er at finde dine kunder, hvilket du kan gøre med sociale medier, presseomtale eller faktisk online markedsføring, hvis du har mod på at lære noget helt nyt.

Garnopskrifter, lædervarer eller malerier?

Hvis du sælger fysiske varer er det en anelse nemmere at komme i gang. Du behøver ikke at købe domæne, opsætte Wordpress eller rode med online markedsføring.

Du kan anvende etablerede markedspladser til at sælge dine produkter.

Hvis du er kunstner, så kast et blik på den danske portal ArtBoost. Her kan du ikke alene sætte din kunst til salg, men stifterne bag hjælper dig også med at promovere din kunst for mennesker, der kan være interesserede.

Laver du håndværksnips og lignende er den amerikanske markedsplads Etsy.com din ven. Her kan du sælge eksempelvis hjemmelavede mobilcovers, brugskunst og anden nips. Etsy.com er gratis at bruge for dig som sælger, men til gengæld tager de et lille cut, når du laver et salg. Når du laver et salg – ofte til hele verden, ikke kun Danmark – skal du blot sørge for at sende en pakke afsted og så sørger Etsy.com for at betalingen for varen rammer din bankkonto så hurtigt som muligt.

Hvis du først kommer i gang med at sælge dine egne produkter bliver det med en helt anden gejst, du sætter dig ved bordet – for nu er du en forretning, du er selvstændig og du er en af de få mennesker i Danmark, der faktisk tjener penge på deres hobby!