SDU med i Auschwitzdag d. 27 januar

SDU med i Auschwitzdag d. 27 januar

Forskere og studerende fra Syddansk Universitet holder flere foredrag i forbindelse med den internationale Auschwitzdag

Når den internationale Auschwitzdag i den kommende tid bliver markeret rundt om i landet, sker det med et kraftigt indslag fra Syddansk Universitet.

I Odense foregår arrangementet på søndag på byens rådhus, hvor tre historiestuderende fra SDU vil fortælle om udryddelseslejre for jøder i Polen. Jens-Christian Madsen taler om Auschwitz, Henrik Sommerlund om Chelmno og Gunnar Hach om Treblinka, mens lektor Therkel Stræde, Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, holder et lille foredrag over emnet "Hverdagens steder -- folkedrabets steder".

De tre historiestuderende har i de seneste par uger været ude og holde foredrag for de ældste klasser i en række folkeskoler. Også i de landsdækkende temadage for gymnasieelever, som Dansk Institut for Internationale Studier gennemfører i en række byer – blandt andet i Odense, Esbjerg og Åbenrå, deltager flere historiestuderende fra SDU som workshop-ledere.

Formålet med Auschwitz-dagen er at mindes det 20. århundredes folkedrab samt diskutere de etiske og politiske udfordringer, som folkedrab og politiske massedrab stiller os overfor. Den 27. januar 1945 var dagen, hvor sovjetiske tropper befriede Auschwitz, og det er derfor også denne dag, man har valgt at markere som international Auschwitzdag.