Regeringen vil skaffe knap 9.000 ekstra praktikpladser

Regeringen vil skaffe knap 9.000 ekstra praktikpladser

Nyt udspil fra regeringen skal med en saltvandsindsprøjtning på 2,4 milliarder kroner fortsætte den positive udvikling på praktikpladsområdet. Med udspillet vil regeringen skaffe næsten 9.000 ekstra praktikpladser ved blandt andet at hæve praktikpladsbonussen og øge kvoterne til skolepraktik.

Det går fremad på praktikpladsområdet. I første halvår af 2010 er det lykkedes at skaffe cirka 3.400 ud af de 5.000 ekstra pladser, der var målsætningen med praktikpladsindsatsen for 2010.

”Det er glædeligt, at praktiktallene viser, at det nu for alvor er lykkedes at komme i gang med at skaffe de praktikpladser, der er så nødvendige for at sikre de unge gode uddannelsesmuligheder nu og fremtidigt udbud af velkvalificeret arbejdskraft. Med regeringens udspil i dag håber jeg, der er politisk vilje og opbakning til at fortsætte og styrke den ekstraordinære indsats for flere praktikpladser,” siger undervisningsminister Tina Nedergaard.

For at fortsætte den positive udvikling på praktikpladsområdet har regeringen i dag fremlagt sit samlede udspil til en yderligere forstærket praktikpladsindsats. Målet er at skaffe 8.900 ekstra praktikpladser i 2011.

Der er blandt andet følgende tre centrale elementer i udspillet:


* At videreføre og forbedre den hidtidige præmierings- og bonusordning, så arbejdsgiverne fremadrettet til og med 2011 kan modtage op til 70.000 kroner per nyindgåede aftale og ikke 50.000 kroner som hidtil i 2010.

* At øge kvoten for adgang til skolepraktik til fordeling på de 10 erhvervsuddannelser med adgangsbegrænsning til skolepraktik med 1.500 pladser i 2011, svarende til niveauet i 2010. Der vil fortsat være fri adgang til skolepraktik på de øvrige 32 erhvervsuddannelser med skolepraktik.

* At videreføre den midlertidige udvidelse af adgangen til skolepraktik i trin 2 i et år, så også elever, der i 2011 optages i en uddannelses trin 1 med skolepraktik, kan fortsætte i uddannelsens trin 2 med skolepraktik.


De samlede udgifter ved forslagene i regeringens udspil udgør i alt 2,4 milliarder kroner til og med 2013, hvoraf de cirka 150 millioner kroner foreslås finansieret med statslige midler, mens det resterende beløb finansieres af Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER).

Fakta om praktikpladsindsatsen



Regeringen har sammen med globaliseringsforligskredsen taget initiativer til ekstraordinære indsatser i 2009 og 2010 for at skaffe flere praktikpladser. Den seneste positive udvikling på praktikpladsområdet indikerer, at indsatsen virker efter hensigten.

Den seneste praktikpladsstatistik viser, at der samlet er indgået 22.526 uddannelsesaftaler i årets første otte måneder. Det svarer til en stigning på 18 procent i forhold til antallet af indgåede uddannelsesaftaler i de første otte måneder af 2009.

Det samlede udspil for indsatsen i 2011 skal forhandles med globaliseringsforligskredsen i forbindelse med de forestående finanslovsforhandlinger.


Kilde: Undervisningsministeriet