Politikens ordbøger til iPhone

Politikens ordbøger til iPhone

Politikens Forlag lancerer som de første i Danmark en serie ordbøger til iPhone.

Politikens Forlag lancerer nu deres populære ordbøger til iPhone for sprogene Engelsk, Tysk, Fransk, Spansk og Italiensk.

"Som en opfølgning på vores succesfulde lancering af ordbøger til de almindelige mobiltelefoner i 2007 - og som en reaktion på den stigende efterspørgsel efter både iPhones og applikationer til disse - ønskede vi at være først med en serie ordbøger til iPhone", udtaler Thomas Hvidt, Head of Mobile hos JP/Politikens Hus.

Politikens mobilordbøger er lavet til alle der har brug for at slå et ord op på stedet - uanset om du er i køen, på pisten, i toget, på restauranten eller på stranden. Nu behøver du ikke have en ordbog med i kufferten, for med Politikens Ordbøger på din iPhone har du altid det rette ord lige ved hånden.

Ordbøgerne fås til fem sprog: engelsk, tysk, spansk, fransk og italiensk, de går begge veje og indeholder ca. 34.000 ord og fraser pr. ordbog. Pris pr. styk er 48 kr.

Ordbøgerne kan købes via Apples iTunes Store
hvorefter de let installeres på iPhone. Engelsk-Dansk/Dansk-Engelsk mobilordbogen er gratis de første 4 uger fra lanceringen.

"Med lanceringen af Politikens Ordbøger til iPhone har vi også ønsket at imødegå det stigende behov, blandt både studerende og rejsende, for nemt at have adgang til en oversættelse, uanset hvor man måtte befinde sig. Eftersom ingen i dag bevæger sig nogen steder hen uden deres mobil, synes vi at idéen er oplagt," udtaler Thomas Hvidt, Head of Mobile hos JP/Politikens Hus.