Pædagogstuderende i praktik

Pædagogstuderende i praktik

Ny publikation skal hjælpe og inspirere praktikstederne, når de har pædagogstuderende i praktik.

Inspiration til praktiksteder, studerende og uddannelsesinstitutioner



Praktikken er en helt central del af pædagoguddannelsen. En ny publikation ”Praktik i pædagoguddannelsen – uddannelse, opgaver og ansvar” skal hjælpe og inspirere praktikstederne i forhold til de opgaver, der er forbundet med at have studerende i praktik.

Også studerende og uddannelsesinstitutioner vil kunne hente inspiration i publikationen, som blandt andet giver en række konkrete eksempler på studerendes arbejde med læringsmål i praktikken og med forskellige praktiksteders pædagogiske arbejde.

Mere specialisering


Pædagoguddannelsen blev reformeret i 2007. Som noget nyt skal den studerende under uddannelsen vælge en specialisering inden for ét af følgende arbejds- eller funktionsområder:

* Børn og unge
* Mennesker med nedsat funktionsevne
* Mennesker med sociale problemer.

Specialiseringen skal indgå som en del af uddannelsens 3. praktikperiode. Og den studerende skal derfor vælge specialisering inden for de specialiseringsmuligheder, som det tildelte praktiksted giver. Det betyder, at specialisering inden for "Børn og unge" kan tilbydes af en børnehave, specialisering inden for "Mennesker med nedsat funktionsevne" kan tilbydes af for eksempel et dagcenter, mens specialisering inden for "Mennesker med sociale problemer" kan tilbydes af for eksempel en ungdomspension.

Opstramning af reglerne om praktik


Et væsentligt formål med reformen i 2007 var, at de studerendes uddannelsesmæssige udbytte af praktikken skulle styrkes. Der blev derfor i bekendtgørelsen om pædagoguddannelsen fastsat faglige kompetencemål for hver af de tre praktikperioder.

Samtidig blev der fastsat centrale kundskabs- og færdighedsområder for både de enkelte praktikperioder og for de tre praktikperioder fælles. Derudover skal praktikstederne udarbejde en beskrivelse af praktikstedet og en uddannelsesplan for de tre praktikperioder, og den studerende skal forud for hver praktikperiode udarbejde et praktikdokument og læringsmål for praktikperioden.