Nyt netværk i Østersøregionen styrker nanoteknologi

Nyt netværk i Østersøregionen styrker nanoteknologi

EU giver 16 mio. kr. til stort internationalt netværk, der skal styrke den højteknologiske udvikling i Østersøområdet.

Manglende samarbejde mellem erhvervsliv og regionale forskningsinstitutioner betyder, at mulighederne for vækst i Østersøregionen ikke udnyttes godt nok.

Derfor har EU bevilliget 16 mio. kr. til det nye EU-projekt - Technet_nano, der er et netværk, hvor små og mellemstore virksomheder og forskningsinstitutioner i Østersøområdet kan udnytte hinandens kompetencer.

- Technet_nano vil give virksomhederne mulighed for at udvikle deres know-how tværs over grænserne – for eksempel vil vi stille ressourcer og renrum til rådighed, så virksomhederne kan udvikle deres højteknologiske produkter, siger Horst-Günter Rubahn.

Han er professor i nanoteknologi på Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet og står i spidsen for det nye initiativ.

Satser stærkt på nanoteknologi


Technet_nano har 12 partnere og 36 netværkspartnere i otte forskellige lande: Danmark, Tyskland, Sverige, Polen, Letland, Litauen, Estland og Hvide Rusland.

- Syddansk Universitet har satset stærkt på nanoteknologi på vores campus i Sønderborg, og vi er glade for, at vores kompetencer nu kommer i spil til gavn for Østersøregionen, siger rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede.

Technet_nano er udviklet sammen med Videnregion - et samarbejde mellem Syddansk Universitet og universiteterne i Slesvig-Holsten.

Kilde: SDU