Ny rapport om internationalisering af uddannelserne

Ny rapport om internationalisering af uddannelserne

En ny rapport giver bud på, hvordan den internationale dimension i erhvervsuddannelserne kan styrkes. Undervisningsministeren hilser rapporten velkommen.

Rådet for Internationalisering af uddannelserne har nu udgivet en rapport om, hvordan internationaliseringen af erhvervsuddannelserne kan styrkes. Rapporten har fået titlen "Erhvervsuddannelser med internationalt perspektiv" og indeholder 55 forslag til at øge den internationale dimension i erhvervsuddannelserne.

Forhenværende rektor ved Danmarks Tekniske Universitet, Hans Peter Jensen, er formand for rådet.

”Under to procent af de unge på erhvervsuddannelserne tager et studie- eller praktikophold i udlandet. Det er alt for få i en tid, hvor der er så mange internationale sammenhænge, man skal forholde sig til,” siger han.

Undervisningsministeriet vurderer forslagene og ser på, hvordan de enkelte initiativer bedst kan støttes. 20. maj holdt Undervisningsminister Bertel Haarder et møde med repræsentanter for rådet. Han byder rapporten velkommen.

”Vi skal være mere aktive og få flere unge i erhvervsuddannelserne til at søge skole - og praktikop-hold i udlandet. Det er godt, Rådet for Internationalisering har sat erhvervsuddannelserne under lup og nu kommer med en række forslag til, hvordan vi styrker internationaliseringen,” siger og opfordrer alle aktører i erhvervsuddannelsessystemet til at udnytte de mange muligheder og ordninger, der allerede findes.

Den nye Lov om erhvervsuddannelser forudsætter, at alle uddannelserne skal have et internationalt perspektiv, så eleverne får kendskab til andre landes produkter og arbejdsmetoder, lærer at samarbejde på tværs af sprog- og kulturforskelle og lignende, der kan styrke deres muligheder for at klare sig i et arbejdsliv, der bliver stadig mere internationalt.

Visse erhvervsuddannelser har stærke, internationale traditioner, mens andre har et meget begrænset internationalt indhold.

Rådet for Internationalisering af Uddannelserne blev oprettet med virkning fra 1. januar 2007. Rådet rådgiver videnskabsministeren, undervisningsministeren og kulturministeren om fremme af internationalisering af de danske uddannelser på alle niveauer.

Kilde: Undervisningsministeriet