Ny mesterlære og andre praktiske veje til erhvervsuddannelserne

Ny mesterlære og andre praktiske veje til erhvervsuddannelserne

Ny publikation formidler gode eksempler fra og erfaringer med de mange forskellige veje til erhvervsuddannelserne – set med både elevernes, vejledernes og virksomhedernes øjne.

Der er mange veje, unge kan gå for at få en erhvervsuddannelse. Nogle unge har brug for en mere praktisk vej til deres erhvervsuddannelse, og de kan begynde deres uddannelse i virksomheden i stedet for på skolen.

Rundt omkring i landet findes en række gode eksempler på forløb og lokale samarbejder om de praktiske veje til en erhvervsuddannelse. De gode eksempler og erfaringer blev præsenteret på en konference og er nu blevet samlet i publikationen ”Ny mesterlære og andre praktiske veje til erhvervsuddannelse”. Publikationen kan anvendes af skoler og vejledere som inspiration og opslagsværk i det daglige arbejde.

Formidling af erfaringer fra praksis


Publikationen indeholder omtale af en række oplæg fra ovennævnte konference, hvor der blev præsenteret erfaringer fra både virksomheder, elever, undervisere, vejledere og organisationer. Den beskriver også et udviklende, tværgående samarbejde mellem forskellige skoleformer, for eksempel erhvervsskoler, produktionsskoler, højskoler, virksomheder, VUC’er og UU-centre.

For eksempel søgte Matas en bestemt jobprofil på grund af ændrede behov i butikskæden. Sammen med CPH West sammensatte Matas derfor et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb for elever, som passede præcist til Matas’ ønsker.

De mange praktiske veje


Publikationen giver en samlet oversigt over alle de praktiske veje til en erhvervsuddannelse samt en kommenteret oversigt over aktuelle, relevante projekter og publikationer, som kan bruges som inspiration i det daglige arbejde med praktik.

Kilde: Undervisningsministeriet